
Videnskaben har en god forklaring på, hvorfor borgerne på Frederiksberg protesterer og er utilfredse, selv om de bor i en af landets rigste kommuner med en service over gennemsnittet. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Derfor er borgerne utilfredse med den offentlige service
Hvert år får kommuner og regioner flere penge til at hjælpe børn, gravide og ældre - alligevel er danskerne utilfredse med den offentlige service.
Udgivet: 22/09/2023
Danskernes forventninger til skoler, daginstitutioner, ældrepleje osv. vokser hurtigere, end pengene kan følge med.
Der tilføres hvert år flere penge til kommunerne til at dække det demografiske træk, dvs. der kompenseres for det stigende antal ældre, flere vuggestuebørn osv. Alligevel slår pengene ikke til i forhold til borgernes forventninger.
Det fremgår af undersøgelser af borgernes tilfredshed med fx skoler og dagtilbud.
Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh understreger, at man skal tage det alvorligt, at der er et voksende gab mellem borgernes forventninger og kommunernes økonomiske råderum og dermed muligheder for at leve op til forventningerne.
"Borgernes økonomi er gennem mange år gået frem - danskerne er blevet mere velhavende. Og når oplevelsen af vores egne forbrugsmuligheder og det serviceniveau, vi giver os selv stiger, så følger vores krav til den offentlige sektor med", siger han.
"Det svarer til, at vi skal blive ved med at køre i den bil, vi købte for ti år siden - selvom biler har udviklet sig meget på ti år".
"Og så hjælper det jo heller ikke, at politikerne på Christiansborg bliver ved med at fortælle, at alt snart bliver bedre. Det tror vi jo på, og så stiger vores forventninger endnu mere", siger Per Nikolaj Bukh.
De politiske udmeldinger sender et signal om, at vi kan forvente os en offentlig sektor, der følger med i vores generelle velstandsudvikling.
Skulle det offentlige forbrug følge med den generelle velstandsudvikling, svarer det til, at der skulle være tilført omkring 70 mia. kr. til området siden 2010, men der er kun tilført 21 mia. kr.. Det fremgår af et svar på et folketingsspørgsmål til finansminister Nicolai Wammen (S) fra politisk ordfører Pelle Dragsted (EL).
Hvor stor en del, der skulle være gået til den kommunale service, fremgår ikke, men et fingerpeg fås af, at det demografiske træk udgør ca. halvdelen af det, der skulle til for at følge med den generelle velstandsudvikling. Dvs. når det fremgår af økonomiaftalen mellem kommunerne og regeringen, at der tilføres midler svarende til det demografiske træk, skulle beløbet fordobles for at følge med velstandsudviklingen.
Sidst opdateret: 22/09/2023 - 12:45









































