
"Så må jeg jo sige til mine borgere, at hvis de vil se julelys, så må de køre til Frederiksberg," siger Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) om den sanktion han vil få, fordi hans partifælle på Frederiksberg sætter skatten op. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmestre frygter sammenbrud efter historisk skattestigning
Den rekordstore skattestigning på Frederiksberg har udløst en uhørt hård fordømmelse fra mange af landets øvrige borgmestre. De frygter et sammenbrud.
Udgivet: 13/09/2023
Syv ud af syv borgmestre reagerer alle skarpt på den historiske skattestigning på Frederiksberg, da NB-Økonomi beder om deres reaktion på, at hovedstadskommunen sender en samlet regning til landets øvrige kommuner på godt 300 millioner kroner.
Udover hårde ord mod Frederiksberg, så efterlyser borgmestrene en ny og ændret skattesanktion, som i højere grad rammer de kommuner, som sætter skatten op.
"Der er en reel risiko for ragnarok, hvor endnu flere kommuner begynder at sætte skatten op. Så må Christiansborg på banen og lave en anden form for fordelingsaftale," siger Langelands borgmester Tonni Hansen (SF), der netop nu kæmper for at finde omfattende besparelser for undgå at blive sat under administration af Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Borgmestrenes frustration kommer af, at de med den ene hånd skal skære i velfærden i egen kommune, samtidig med at de nu får en sanktion, som skal gå til, at Frederiksberg Kommune via en skattestigning kan beholde deres høje velfærdsniveau. Et serviceniveau som allerede ligger lidt over landsgennemsnittet.
Frederiksberg sender regningen videre til de fattige
Forståelsen for Frederiksbergs problemer kan ligge på et lille sted hos flere af de borgmestre, som NB-Økonomi har talt med.
"Jeg har faktisk ikke forståelse for Frederiksberg, som er helt uantagelig. Det her betyder en omfordeling fra de fattige kommuner til Frederiksberg," siger borgmester Torben Hansen (S) fra Randers.
I Næstved sidder byrådet netop nu og diskuterer en helt stribe markante serviceforringelser, herunder en lille besparelse på at fjerne sommerblomster i gågaden.
"Så må jeg jo sige til mine borgere, at hvis de vil opleve julebelysning, så må de køre til Frederiksberg," siger borgmester Carsten Rasmussen (S).
Andre har principiel forståelse for, at Frederiksberg gerne vil sætte skatten op.
"Som borgmester forstår jeg til fulde, at man har behov for at sætte skatten op. Problemet er bare en lovgivning, der kræver landsdækkende balance," siger Toni Hansen (SF) fra Langeland. "Så jeg er da rystet over, at det vil ramme os økonomisk og håber på en form for solidaritet. Lige nu sender man i hvert fald regningen direkte videre til de fattige kommuner. Og det gør så, at kommunernes fællesskab bliver sat på en prøve."
Frygter bølge af skattestigninger
Systemet med at kommunerne under et skal sikre, at skattestigningerne ikke overstiger skattenedsættelser, er ifølge borgmestrene reelt brudt sammen. En række af borgmestrene frygter direkte, at de store sanktioner vil udløse nye skattestigninger, som igen udløser nye sanktioner.
"De store sanktioner afføder jo det helt naturlige spørgsmål fra kommunalbestyrelsesmedlemmer, om vi ikke også skal se at få hævet skatten for at kunne betale sanktionerne for de skattestigninger, som andre kommuner allerede har vedtaget," siger Lone Jakobi, borgmester i Odder.
"Vi kommer til at betale en stor bøde, og skal vi så sætte skatten op for at betale den? Det er jo skruen uden ende," siger Torben Hansen.
"Vi står i en paradoksal situation, hvor vi selv har mange besparelser igen i år. Og hvor vi så også lige skal betale for, at andre kommuner sætter skatten op. Det er en udfordring. Vi er da fristet til også at sætte skatten op, for vi kan da også komme i den situation, hvor det bliver nødvendigt," siger borgmester Steen Christiansen (S) fra Albertslund.
"Hvis de veldrevne kommuner med højt serviceniveau kan sætte skatten op, så kan man vel ikke klandre dem med lavt niveau for at sætte skatten op," siger H. C. Østerby, borgmester i Holstebro.
Selvom Carsten Rasmussen i Næstved også er fristet af at sætte skatten op, så afviser han tanken, fordi det samlet set vil ramme kommunerne og blot reducere staten tilskud til kommunerne.
"Jeg vil hellere tømme kassen end hæve skatten, og dermed ramme andre kommuner. Hvis vores kasse er tom, så må ministeren jo sætte os under administration, og så kan ministeriet jo bestemme, at vi skal hæve skatten uden sanktion."
Ingen tro på at borgmestermøde vil løse krisen
Det skaber en tydelig frustration hos borgmestrene, at Frederiksberg så at sige har overhalet budgetprocessen i KL ved at vedtage og melde et budget med skattestigninger ud, inden de samlede skatteændringer er afstemt i KL.
"Den tilgang til skattestigninger er helt ny. Før afstemte vi vores skatter, nu vedtager man dem, før vi har haft muligheden for at tale om det. Så i realiteten er vores B98-møde 26. september helt ligegyldigt. Der er jo ikke noget at snakke om, så for mig er det et ligegyldigt møde nu," siger H. C. Østerby fra Holstebro.
Lone Jakobi (S), borgmester i Odder Kommune, har heller ikke stor tro på, at borgmestermødet den 26. september vil løse krisen.
"Det er jo helt vildt. Lige nu ligger kommunerne samlet til at hæve skatterne med 600-700 millioner. Det vil give os en sanktion på cirka 2,5 millioner, og det er præcis det, som vi har fået ud af velfærdsmilliarden. Vi sidder og vender hver en 25-øre, så 2,5 millioner er ikke et ubetydeligt beløb for en kommune som Odder," siger hun.
Efterlyser ny model for skattesanktioner
Borgmestrenes manglede tro på, at borgmestermødet kan afværge de store sanktioner betyder, at flere af dem efterlyser en helt ny model for skattesanktioner.
"En løsning kunne være en ændring af sanktionssystemet, således at der er en større og varig konsekvens for dem, der hæver skatten," siger Torben Hansen fra Randers.
Borgmester Pernille Beckmann (V) fra Greve er meget på linje med Torben Hansen.
"Systemet er spillet fallit, og fællesskabet er under voldsomt pres. Det virker som om, at solidariteten er slut. Gennem de seneste tre år har vi haft en stigende konfliktprofil. I år er vi så der, hvor der er en reel risiko for, at også andre kommuner sætter skatten op, og hvor skal Greve så få de 4-5-6 mio. kr. fra?"
"Vi er nødt til at lave et nyt system, hvor borgerne betaler det, det koster - den enkelte kommune må selv betale deres forbrug og sætte incitamentsstrukturer op for den enkelte kommune," siger hun.
Efterlyser pulje til skattestigninger
Tidligere blev der ofte aftalt en pulje til skattestigninger, så kommuner med særlige problemer kunne hæve deres skatteprocenter.
"Førhen havde vi i det mindste en pulje penge, så selv om kommunerne havde lukket deres budgetter, kunne man finde en løsning. Men den er der ikke længere," påpeger H. C. Østerby.
Sidst opdateret: 14/09/2023 - 09:40









































