Da den radikale økonomiminister Morten Østergaard i 2014 gik på talerstolen ved en CEPOS-konference om vækst i den gamle børssal i København, udløste hans tale en del forundrede og skeptiske blikke - og jeg husker, at jeg selv tænkte, om ministeren havde spist en meget sjov svamp.

Årsagen var, at Østergaard i fuld alvor stod og talte om, at tre millioner danskere skulle komme i arbejde.

"Mit mål er et samfund, hvor der altid er flere, der forsørger, end der forsørges. Tænk, hvis vi kunne skabe et velfærdssamfund med høj social sikkerhed, overskud og vilje til at kere os om de, der ikke nyder de samme privilegier i livet, og hvor der altid er mindst tre millioner danskere i arbejde," lød det fra ministeren.

I dag kan salens undren - og ikke mindst min egen - virke mærkelig. Men dengang i december 2014 var der blot 2.587.278 danskere i beskæftigelse, og derfor virkede det mildt sagt som et budskab uden jordforbindelse.

Til gengæld er det fakta, at Danmark og velfærden ville være et helt andet sted, hvis skeptikerne havde fået ret, og beskæftigelsen eksempelvis havde været bare 100.000 lavere i dag, end den rent faktisk er. Og man tør slet ikke tænke tanken, at beskæftigelsen slet ikke var steget, så havde vi oplevet den ene nedskæring efter den anden af velfærden siden 2014.

Historien viser, hvor vigtigt det er at have politikere, som tør sætte ambitiøse mål. Ikke blot for velfærden - det er det nemmeste i hele verden at love bedre velfærd i øst og vest.

Det, der tæller, det er politikere, som tør træffe beslutninger, som forbedrer mulighederne for at skaffe økonomien og hænderne til bedre velfærd på den lange bane, selvom mange af den type beslutninger ofte er udskældte på den korte bane og sjældent får den retfærdige applaus på den lange bane,

Behov for nye reformer både nationalt og i kommunerne

Reelt kan man dog indvende, at den imponerende vækst i arbejdsstyrken er kommet som effekt af reformer, der allerede var vedtaget, da Morten Østergaard holdt sin tale, men at vi blot undervurderede effekten af de mange reformer. Hverken Lars Løkkes eller Mette Frederiksens efterføgende regeringer har gennemført de store reformer for at udvide arbejdsstyrken.

Samtidig står det også lysende klart for alle i velfærdssamfundets maskinrum, at der er akut mangel på arbejdskraft, og at det kun bliver værre de kommende år.

Derfor er læren af historien for alle både på nationalt og kommunalt plan, at behovet for reformer er lige så stort, som dengang Morten Østergaard leverede sin ambition i 2014.

Mens politikerne på Christiansborg bør flytte fokus fra tomme velfærdsløfter til reformer, der udvider arbejdsstyrken, så bør alle landets kommunalpolitikere have fokus på reformer (eller råderum, som mange kalder det).

For det er næppe realistisk, at Folketinget kan skaffe medarbejdere nok, og derfor er der også behov for at sikre reformer, som kan sikre bedre velfærd med færre ressourcer - altså grundlæggende reformer af arbejdsgange, organisation og politisk kultur ude i den kommunale virkelighed i daginstitutioner, skoler og plejecentre. .

Jeg har de seneste måneder besøgt næsten 20 byråd og fået et førstehåndsindtryk af arbejdet med at skabe råderum og udvikling af kommunerne.

Jeg er både blevet voldsomt imponeret over, hvor offensivt og langsigtet nogle byråd arbejder med reformer, men jeg frygter samtidig konsekvensen af, at nogle byråd stadig sidder fast i de facto etårige budgetprocesser med fokus på årlige sparekataloger.

Min frygt er ganske enkelt, at der vil opstå et A- og et B-hold af kommuner. Ikke bare, fordi der er skævheder i eksempelvis udligningssystemet, men simpelthen fordi de store forskelle i kvaliteten af den politiske ledelse vil sætte sig i store forskelle i den kvalitet af velfærden, som borgerne oplever.

Derfor er det afgørende for velfærden, at Folketinget skifter fokus fra urealistiske velfærdsløfter til øget arbejdsudbud, og at kommunalpolitikerne sætter fuld turbo på en langsigtet og grundlæggende modernisering af kommunerne.

Politikere på begge niveauer vil nok påpege, at det kan koste popularitet på den korte bane.

Til det er der kun at sige, at de rigtig store politiske ledere træffer de nødvendige beslutninger, for at sikre borgerne den bedste mulige velfærd og velstand på den lange bane, og lever med kritikken på den korte bane.