
En glad KL-formand forlader økonomiaftalerne med kufferten fyldt med milliarder til at styrke kommunernes likviditet. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Aftale giver kommunerne stor likviditetsindsprøjtning
Kommunerne får 3,6 milliarder kroner i forøget likviditet fra økonomiaftalen. Pengene falder tørt i en håndfuld kommuner, som kæmper med likviditetsproblemer ovenpå et svært 2022.
Udgivet: 26/05/2023
Kommunernes rekordhøje likviditet bliver endnu højere med den netop indgåede økonomiaftale for 2024. I alt får kommunerne 3,6 milliarder kroner fra aftalen udover den normale overfinansiering.
Pengene giver ikke kommunerne mulighed for at bruge flere penge på service og anlæg, men vil til gengæld give øget manøvrerum i de kommuner, der efter et 2022 med store inflationstab kæmper med at få likviditeten på ret køl.
Pengene kommer primært fra en stor midtvejs- og efterregulering af kommunernes merudgifter til håndtering af flygtninge fra Ukraine i 2023 og håndtering af COVID-19 indsatsen i 2022.
Samlet får kommunerne 1,4 milliarder kroner som kompensation for coronaudgifterne og 0,9 milliarder til modtagelse af de ukrainske flygtninge.
Dertil får kommunerne en milliard ekstra til finansiering af anlæg i forhold til i år. I 2023 skal kommunerne selv finansiere én milliard kroner af den samlede anlægsramme på 18,5 milliarder kroner, mens regeringen i 2024 finansierer hele anlægsrammen på 19,3 milliarder kroner i 2024.
Kommunerne får også mulighed for at ansøge om at få del i en lånepulje på i alt 300 millioner kroner, som er "målrettet indfasning af likviditetsmæssige konsekvenser af den nye afregningsmodel for ejendomsskatter i kommuner med størst behov".
Det giver samlet set kommunerne 3,6 milliarder kroner.
Midtvejsregulering kommer oveni
Desuden får kommunerne en usædvanligt stor midtvejsregulering af kommunernes udgifter til overførsler og et nyt PL-skøn på i alt fem milliarder kroner. Heraf er det kun det ændrede PL-skøn på omtrent 1,7 milliarder kroner, der påvirker servicerammen. Det resterende indgår som ren finansiering.
Formålet med midtvejsreguleringen er dog, at den skal stemme med de ekstraudgifter som kommunerne kommer til at afholde i år som følge af ændrede skøn for PL-udvikling og overførsler. Derfor bør det ikke øge kommunernes økonomiske muligheder under ét.
Samlet set betyder aftalen, at kommunerne i løbet af det kommende halve år vil få i omegn af 8,6 milliarder kroner i ekstra likviditet, som både vil fylde op i de i forvejen fyldte pengekasser og give en stor hjælp til de kommuner, der kæmper med likviditetsudfordringer.
Hele løftet af likviditeten undtagen lånepuljen og anlægsrammen fordeles til kommunerne på baggrund af bloktilskudsnøglen. Dermed får alle kommuner det samme beløb pr. indbygger.
Sidst opdateret: 26/05/2023 - 01:00
Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale
Emner: Likviditet










































