Hvis regeringen og KL's formandsskab igen i år skal forlade forhandlingslokalerne i Finansministeriet med en økonomiaftale i hænderne, så kræver det, at to forskellige virkeligheder kan forenes i samme aftale.

Hvis regeringen og KL's formandsskab igen i år skal forlade forhandlingslokalerne i Finansministeriet med en økonomiaftale i hænderne, så kræver det, at to forskellige virkeligheder kan forenes i samme aftale. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse: To virkeligheder skal forenes i én aftale

Selvom regeringen efter alt at dømme havde forventet at forhandle en økonomiaftale på plads i dag, så viser udmeldingen fra KL's repræsentantskab, at den grundlæggende udfordring i årets økonomiforhandlinger langt fra er løst.

Udgivet: 24/05/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Afstanden mellem regeringens og kommunernes virkelighed er blevet markant større de seneste år, og nu viser udmeldingen fra en stribe borgmestre, at den økonomiaftale, der udgør elastikken mellem de to virkeligheder, er i alvorlig fare for at knække.

Der var ellers lagt op til, at man kunne indgå en økonomiaftale i dag eller i morgen, og der var både booket hotelværelser til KL's bestyrelse i aften, ligesom gårsdagens repræsentantskabsmøde udefra set kunne ligne en sidste blåstempling af økonomiaftalen.

Men nu truer en stribe borgmestre med slet ikke at bakke op om en aftale, og stemningen om udkastet til økonomiaftalen blandt borgmestrene er usædvanligt ringe. Dermed endte repræsentantskabsmødet nærmest med det stik modsatte af en blåstempling.

Den grundlæggende udfordring er, at de to forhandlingsparter bevæger sig i hver deres virkelighed.

Regeringens virkelighed

På den ene side oplever regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen for forhandlingerne, at man de seneste år har givet kommunerne et gevaldigt løft af økonomien. Først sikrede man gennem en udligningsreform, at de svagest stillede kommuner fik bedre vilkår og med en årlig overfinansiering på over seks milliarder kroner sikrede man, at kommunerne nu har den højeste likviditet nogensinde.

Dernæst har man givet kommunerne store løft af servicerammen i de seneste års økonomiaftaler - særligt når man sammenligner med tidligere regeringer. Især Thorning-regeringen var hård ved kommunerne, hvor man i økonomiaftalerne for 2013 og 2014 barberede 2,2 milliarder kroner af kommunernes serviceramme hvert år. Den efterfølgende periode med en V-ledet regering løftede over en samlet periode på fire år kommunernes serviceramme med i alt cirka 500 millioner kroner.

De indtil videre fire økonomiaftaler, hvor Nicolai Wammen har stået i spidsen for regeringens forhandlinger med kommunerne har derimod samlet set løftet kommunernes serviceramme med 5,9 milliarder kroner. Dermed kan han bryste sig af, at være den finansminister siden kommunalreformen, der har givet markant flest penge til kommunerne.

Samtidig skal regeringen prioritere mellem store udgifter til blandt andet forsvar, klima og sundhed over de kommende år, og derfor kan den argumentere for, at den trods hårde økonomiske prioriteringer fortsat vælger at støtte kommunernes økonomi.

Derfor kan det være svært for regeringen at forstå, at kommunerne nu er så sure over deres økonomiske situation, at de ligefrem truer med ikke at ville indgå en økonomiaftale.

Kommunernes virkelighed

I den modsatte virkelighed oplever kommunerne, som vi viser i NB-Økonomi i dag, at de reelt set har fem milliarder kroner mindre til at yde kernevelfærd i år, end de havde i 2018. Det er især de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som ingenlunde er blevet kompenseret i de årlige økonomiaftaler, der presser kommunernes økonomi.

Derfor har kommunerne de seneste år været tvunget til at spare på en række velfærdområder, mens de har skullet stå ansigt til ansigt med sure borgere, som er skuffede over forringelser af daginstitutionerne, skolerne og ældreplejen.

Når regeringen så samtidig insisterer på, at man har løftet kommunernes økonomi, og holder hånden under velfærden, så bliver kommunerne fanget mellem borgernes høje forventninger til velfærden og det reelle handlerum, som kommunerne skal operere i.

For et par uger siden slog det såkaldte ekspertudvalg på socialområdet med Torben Tranæs i spidsen fast med syvtommersøm, at udgifterne på det specialiserede socialområde er vokset markant de seneste år. Derfor håber kommunerne på, at regeringen enten gennem økonomisk kompensation eller ved at følge de 11 anbefalinger, som udvalget har fremsat, vil hjælpe kommunerne med at styre økonomien på området.

Uden det, må kommunerne endnu en gang finde svære prioriteringer indenfor en stram økonomisk ramme, mens regeringen påstår at have holdt hånden under velfærden i kommunerne.

Dertil kommer, at kommunerne efter alt at dømme skal spare 700 millioner kroner på administration til næste år, som regeringen ikke vil hjælpe kommunerne med ved at fjerne statsligt bureaukrati. Sparekravet kommer ovenpå en periode, hvor der har været en relativt begrænset stigning i det kommunale bureaukrati, mens den statslige administration er vokset markant.

Derfor frembringer det en vrede hos kommunerne, at staten pålægger kommunerne at spare i bureaukratiet uden selv hverken at fremlægge planer for, hvordan man skal spare i staten eller hvordan man vil hjælpe kommunerne med at frigive midler fra administration

Når Folketinget samtidig har indført minimumsnormeringer, klasselofter, nye standarder i ældreplejen og en yderligere række af detailstyringskrav, som kommunerne skal leve op til og dokumentere, og dermed selv soler sig i vælgernes gunst, mens kommunerne får ansvaret for at få det til at hænge sammen, så trækker det yderligere i den elastik, der skal forene de to virkeligheder.

Tilliden er brudt

På flere måder minder årets økonomiforhandlinger om forhandlingerne fra foråret 2021, hvor KL krævede fem milliarder kroner til at dække opdriften på det specialiserede socialområde. Dengang endte man i stedet med, at man klart og tydeligt skrev i aftaleteksten, at kommunerne på baggrund af aftalen skulle effektivisere på det specialiserede socialområde, og at man havde regeringens opbakning til det.

Men efter flere ministre - allerede få dage efter aftalen blev indgået - endnu en gang påstod, at økonomiaftalen sikrede bedre velfærd og hjalp landets svageste borgere, så er det mange borgmestres klare opfattelse, at man ikke kan stole på regeringen, hvis man endnu en gang skulle løse konflikten om socialområdet gennem en forventningsafstemning i aftaleteksten.

Derfor er det usandsynligt, at kommunerne igen i år vil indgå en økonomiaftale uden reelle bud på løsninger af udfordringerne på det specialiserede socialområde.

Buldrende økonomi gør det ikke nemmere

Forhandlingerne er ikke blevet hjulpet yderligere af, at regeringen i går kunne præsentere, at man har yderligere 16 milliarder kroner at råde over frem til 2030. Alene i 2024 er råderummet blevet opjusteret med syv milliarder kroner.

Samtidig har regeringen lovet hele fem milliarder kroner til at styrke sundhedsvæsnet frem mod 2030, hvoraf man må formode, at langt broderparten tilfalder regionerne.

Hvis kommunerne derfor ender med kun at få et løft af servicerammen på blot 1,25 milliarder, der lige nøjagtig dækker demografien, samtidig med, at man skal spare 700 millioner kroner på administration og ikke får skyggen af kompensation for det specialiserede socialområde eller det fejlagtige PL-skøn, der varigt har kostet kommunerne 1,9 milliarder kroner, så får kommunerne mere end almindeligt svært ved at forsvare, at det er en givtig aftale.

På den anden side kæmper regeringen for at holde inflationen i skak, hvor en forøgelse af kommunernes økonomiske rammer ville være stik modsat det, som vanlig økonomisk teori ville anbefale i den aktuelle konjunktursituation.

Desuden har regeringen store ambitioner om både klima og forsvar, som vil kræve milliardinvesteringer i de kommende år. Derfor kan regeringen ikke uden videre give kommunerne et stort løft af de økonomiske rammer, selvom råderummet er blevet opjusteret markant.

En øvelse i kommunikation

Den afsluttende fase af økonomiforhandlingerne indeholder dermed en svær kommunikationsøvelse for både regeringen og kommunerne, hvis det skal ende med en aftale for økonomien i 2024.

På den ene side kan regeringen ikke sige, at man svækker den kommunale velfærd med økonomiaftalen, dels fordi det vil være stik imod alle valgløfter og spiller dårligt sammen med en stærk økonomi, dels fordi man givetvis er af en anden opfattelse af den kommunale økonomi.

Derfor bliver det også svært for regeringen at acceptere de foreslåede ændringer fra Tranæsudvalget, som især mange handicaporganistoner, pårørende og borgere vil opfatte som voldsomme nedskæringer, og derfor vil det for regeringen være et markant opgør med den hidtidige tale om "guldstandarder" og at holde hånden under velfærden.

På den anden side skal KL kunne forsvare det givtige i at indgå en aftale, der efter alt at dømme ikke styrker kommunernes reelle handlerum i 2024, indeholder store uanviste administrationsbesparelser og ikke giver en økonomisk håndsrækning til det specialiserede socialområde.

Hvis der samtidig ikke kommer en tydelig og konsekvent kommunikation fra regeringen om, at kommunernes økonomi er presset, så skal borgmestrene endnu en gang stå ansigt til ansigt med sure borgere, der ikke forstår, hvorfor velfærden forringes, når regeringen lover det modsatte.

Derfor skal de to grundlæggende forskellige opfattelser og interesser på den ene eller anden måde nærme sig hinanden, før økonomiaftalen kan blive til en realitet.

Hvis ikke det lykkes for regeringen og KL at få de to virkeligheder til at passe ned i samme aftale, så vil det være første gang, at parterne forlader forhandlingerne uden en økonomiaftale for det kommende år.

Sidst opdateret: 24/05/2023 - 13:50

Temaer: Økonomiaftale

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]