Det er professor og direktør Torben Tranæs fra VIVE, der har stået i spidsen for arbejdet med anbefalingerne på socialområdet.

Det er professor og direktør Torben Tranæs fra VIVE, der har stået i spidsen for arbejdet med anbefalingerne på socialområdet. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Økonomi skal spille en langt større rolle på socialområdet ifølge Tranæs-udvalget

Ankestyrelsen skal til at tage økonomiske hensyn, og serviceloven skal ændres, så økonomien kan spille en større rolle ved kommunale afgørelser på socialområdet. Det er resultatet af de første anbefalinger fra Ekspertudvalget.

Udgivet: 04/05/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Ekspertudvalget med Torben Tranæs, som er professor og direktør fra VIVE, i spidsen skal sikre en bæredygtig, faglig og økonomisk udvikling på socialområdet. Udvalget lægger op til markante ændringer i sin første delrapport. Økonomi skal spille en langt større rolle på socialområdet.

Det er resultatet, efter udvalget i dag (torsdag) har offentliggjort deres første delanbefalinger. Du kan læse en grundig gennemgang af anbefalingerne hos NB-Social her.

De foreløbige anbefalinger er længe ventet i kommunerne, da det specialiserede socialområde længe har haft en opdrift. I øjeblikket er der en opdrift på omkring 1,2 mia. kr. om året.

I forbindelse med den kommende økonomiaftale for 2024, vil KL derfor enten kræve dækning for de 1,2 mia. kr., eller indgå en aftale med SVM-regeringen om, at kommunerne og regeringen fremover skal følge anbefalingerne fra Tranæs-udvalget.

Anbefalingerne kommer ud fra to overordnede hensyn:

1. At udvalget vurderer andre rammevilkår for socialområdet vil give mere omsorg og er bedre liv til borgerne for de samme midler.

2. Kommune skal kunne vedtage og gennemføre politiske prioriteringer generelt på velfærdsområderne - både det almene og specialiserede område.

Derfor skal økonomien til at spille en langt større rolle. Udvalget vil ændre servicelovens formålsbestemmelser, så økonomi og kommunens mulighed for at fastsætte lokale serviceniveauer i forbindelse med afgørelser spiller en mere central rolle.

Samtidigt skal Ankestyrelsen til at lave helhedsbetragtninger, hvor styrelsen forholder sig til de økonomiske konsekvenser og kommunernes mulighed for at fastsætte lokale serviceniveauer.

Det samme gør sig gældende ved magtanvendelsesreglerne. Her skal økonomi også til at spille en større rolle, da der skal være en økonomisk hensigtsmæssig opgaveløsning på området.

Det er særlig relevant i forhold til debatten om velfærdsteknologi, hvor det ofte er nødvendigt at have ekstra personale på, da botilbuddene i nogle situationer ikke må overvåge borgeren.

Mere fleksibilitet og bedre kapacitet ved botilbud

I delrapporten kan man læse, at Ekspertudvalget peger på botilbudsområdet som omkostningsfyldt for kommunerne - særligt når det kommer til priserne.

Derfor lægger udvalget op til en række ændringer på området. Der skal være en øget fleksibilitet på området, så kommunerne får bedre mulighed for at visitere borgere ud af botilbud, når borgerens behov ændrer sig.

I rapporten står der:

"Ekspertudvalget finder behov for et opgør med, at borgere kan beholde botilbud, der ikke længere i udgangspunktet er behovssvarende."

Derudover lægger udvalget op til en styrkelse af den kommunale tilbudskapacitet, så man kommer underudbuddet af botilbudspladser til livs.

Det skal blandt andet ske ved, at der oprettes en lånepulje, så kommunerne kan lånefinansiere anlægsinvesteringer til udbygning af den kommunale botilbudskapacitet efter serviceloven.

Samtidigt skal der ske en ensretning af de kommunale incitamenter for oprettelse af forskellige typer af sociale tilbud.

Læs NB-Socials fulde gennemgang ved at klikke her og her. Har du ikke abonnement, er det muligt at tegne et fireugers gratis abonnement på hjemmesiden uden binding, så du kan læse det hele.

Sidst opdateret: 04/05/2023 - 15:13

Temaer: Kommuneøkonomi, Det specialiserede socialområde

Emner: Socialøkonomi, Økonomi, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]