
Andelen af forgæves rekrutteringer blandt sosuer falder samlet set i hele landet. Men det kan skyldes dårligere service, forklarer borgmester Benedikte Kiær (K). - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmester: Nedskæringer letter pres på at rekruttere sosu'er
Forgæves rekrutteringer blandt sosuer falder, men det skyldes, at der er skåret ned på servicen i ældreplejen, fortæller borgmester.
Udgivet: 12/04/2023
Forgæves rekrutteringer blandt både sosu-assistenter og sosu-hjælpere falder i hele landet. For assistenter faldt det 10 procentpoint fra 40 procent i marts 2022 til 30 procent i marts 2023. For hjælpere går det fra 41 procent til 36 procent, hvilket er et fald på 5 procentpoint.
Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Men det skyldes ikke, at problemet er ved at være løst, forklarer borgmester Benedikte Kiær (K) i Helsingør Kommune. Årsagen er nærmere, at man har sænket servicen.
"Vi har simpelthen været inde og røre ved serviceniveauerne altså kvalitetsstandarderne, sådan så vi ikke skal bruge så mange medarbejderressourcer, som vi skulle førhen. Det betyder, at vi har nemmere ved at rekruttere og ikke har behov for så mange vikarer," fortæller Benedikte Kiær til NB-Økonomi.
I Helsingør Kommune har de blandt andet valgt at skære i rengøringen, således at de ældre kun kan få rengøring hver tredje uge frem for hver anden som hidtil. De har dog ikke rørt ved omsorgen og plejen.
Så selvom det stadigvæk er svært med rekruttering, så kan I godt mærke, at det har lettet presset lidt at sænke serviceniveauet?
"Ja. Det kan vi også se, når vi ser på vikarforbruget. Meldingen er, at vikarforbruget som var vokset op i himlen, det er bremset og på vej ned nu. Det var helt ekstremt, hvad vi oplevede af stigende vikarudgifter," siger Benedikte Kiær.
I Helsingør Kommune har vikarforbruget været helt oppe på mellem 30-40 mio. kr. på årsbasis, som eller normalt ligger på omkring 10 mio. kr. i kommunen, før de blev ramt af rekrutteringsudfordringer.
"Det kan altså mærkes, og det er ikke fordi, at kvaliteten stiger," understreger hun.
RAR Hovedstaden dækker København og hele Nordsjælland. Her har man oplevet et fald i forgæves rekruttering over gennemsnittet, da det er faldet med 11 procentpoint for sosu-assistenter og 14 procentpoint for hjælpere.Højdespringeren er RAR Nordjylland, hvor forgæves rekrutteringer er faldet med 27 procentpoint for assistenter og 28 procentpoint for hjælpere. I den modsatte ende ligger dog Sjælland og Vestjylland, hvor det er steget for sosu-hjælpere med henholdsvis 19 og 16 procentpoint.
Sidst opdateret: 13/04/2023 - 09:15
Temaer: Beskæftigelse
Emner: Rekruttering









































