
Venstres socialordfører håber dog, borgerne bliver glade for aftalen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
V-profil erkender: Kommuner jubler ikke over afsatte penge til handicapområdet
Venstres socialordfører Anni Matthiesen medgiver, at kommunerne ikke råber 'yes' i glæde over de afsatte penge til handicapområdet i aftalen om SSA-reserven. Hun håber dog, borgerne bliver glade.
Udgivet: 07/03/2023
Kommunerne kommer ikke til at klappe i hænderne for aftalen om SSA-reserven - en central reserve på socialområdet.
Det medgiver socialordfører Anni Matthiesen (V), efter der med aftalen om reserven for foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet er blevet afsat 100 millioner kroner til handicapområdet de næste fire år. Det skriver NB-Social.
Det 100 millioner skal nemlig ses i sammenhængen af, at udgifterne til området stiger årligt med 700 millioner.
"Jeg forstår godt, at kommunerne tænker sådan. For jeg er jo også i tæt kontakt - blandt andet med Venstres borgmestre og så videre. For den sags skyld har jeg fornyelig haft møde med socialrådgivere i nogle kommuner for at få inputs fra deres hverdag. Og jeg anerkender helt klart, at især det specialiserede socialområdes omkostninger stiger helt vildt rundt omkring i kommunerne."
Flere borgmestre har kritiseret, at udgiftsstigningerne på det specialiserede socialområde har konsekvenser for almenområdet, da de tager pengene fra det almene til det specialiserede område.
"Jeg tror, når kommunerne læser den politiske aftale, som vi nu har præsenteret i dag, så er det begrænset, hvor mange der vil sige: 'Yes!' Det er lige noget, vi kan få gavn af. Men jeg håber, der er mange borgere derude, der råber yes og siger, nu kan vi endelig få hjælp," siger Anni Matthiesen og glæder sig over videreførelsen af Joballiancen, og at projektet High:five har fået mange millioner
Hun fortsætter:
"Det kan godt være, kommunerne ikke umiddelbart kan se, at det kommer dem til gavn, men i sidste ende skulle det jo også helst betyde noget for borgerne i kommunen og dermed også komme kommunens bundlinje til gode."
Specialeplanlægningen tager de fleste af pengene
På trods af, der endnu ikke er en aftale om at indføre specialeplanlægning på handicapområdet, er det ellers det, de fleste af pengene afsat til handicapområdet går til.
Partierne vil bruge næsten 61 millioner på rammerne til opfølgning på specialeplanlægning.
Anni Matthiesen bekræfter, der endnu ikke er en aftale.
"Alligevel er vi enige om, det er den vej, vi skal. Og derfor er jeg også glad for, at der er afsat så mange penge til det, så vi også tror på, vi når i mål med det. Det er i hvert fald et af de områder, hvor jeg har haft rigtig mange møder med handicaporganisationer - jeg havde så sent som i går møde med Dansk Blindesamfund, som jo virkelig også efterspørger det her."
Her håber hun også, at specialeplanlægningen vil være en hjælp for kommunerne:
"Og det er også derfor, jeg håber, at når vi får specialeplanlægningen, så løser det jo også nogle ting i kommunerne. Og jeg ved godt, det kan være svært at have tålmodigheden, når der måske kan gå nogle år, inden vi når helt i mål med det. Men jeg håber også, kommunerne kan se det vigtige i at få mere styr på tingene på socialområdet, akkurat som vi har på både skoleområdet og andre områder."
Sidst opdateret: 07/03/2023 - 13:11









































