Forbrændingsanlæg som her Amager Bakke har længe stået politisk i skudlinjen.

Forbrændingsanlæg som her Amager Bakke har længe stået politisk i skudlinjen. - Foto: Hufton+Crow

Regeringen dropper krav om færre forbrændingsanlæg

Regeringen har opgivet et meget omdiskuteret krav om nedlukning af forbrændingsanlæg - og dermed opgivet tankerne om en 'dødsliste'. Men reduktion af kapaciteten fastholdes som et mål.

Udgivet: 15/02/2023

Del artiklen:

Regeringen dropper at sætte et loft over kapaciteten til at brænde affald her i landet. Et krav om en reduktion på 30 procent af kapaciteten var ellers et af de helt store klimatiltag i den politiske aftale om affald, der blev indgået i juni 2020.

Ændringen fremgår af et udkast til nyt lovforslag fra Energistyrelsen, som kan vende op og ned på den kommunale affaldssektor. Det skriver mediet Wastetech.

Kapacitetsreduktionen er blevet degraderet fra et krav til en forventning:

»Kapacitetsbehovet forventes ifølge Klimaplanen at blive reduceret med 30 pct. i forhold til tidspunktet for Klimaplanens vedtagelse,« fremgår det af udkastet til lovforslaget.

Læs også:
KL skælder regeringen ud: Kommunerne skal ikke betale kæmpe regning

Ved indgåelse af den politiske aftale var argumentet, at der var ubalance mellem de danske mængder af forbrændingsegnet affald og kapaciteten til at brænde affald – og derfor skulle der der lukkes for affaldsovne frem mod 2030 for at bringe balance i regnskabet.

Udover at droppe kravet om færre affaldsovne vil lovforslaget gennemføre en omfattende liberalisering af sektoren. Landets affaldsforbrændingsanlæg skal omdannes til selvstændige selskaber fra 2025 og derefter konkurrere frit om retten til at brænde affald.

Dermed tager regeringen et opgør med det årtier gamle princip om, at affaldsforbrændingsanlæg skal hvile i sig selv økonomisk.

I stedet skal sektoren drives som kommercielle virksomheder, hvilket skal sikre, at de kan konkurrere »frit på kommercielle og lige konkurrencevilkår«.

Hidtil har landets kommuner kunne henvise borgere og erhvervsdrivendes forbrændingsegnede affald til deres egne anlæg, skriver Wastetech.

Ifølge lovforslaget vil den frie konkurrence på området betyde, at forbrændingsegnet affald fremover vil blive behandlet der hvor det kan gøres billigst, bedst og mest miljørigtigt.

Samtidig vil de nye konkurrencevilkår formentlig betyde, at visse anlæg må dreje nøglen om.

»De nye rammevilkår kan medvirke til, at anlæg, der ikke kan klare sig i konkurrencen, reducerer deres kapacitet eller lukker, og at der fremadrettet investeres mere hensigtsmæssigt i sektoren. Det vurderes at bidrage til en mere effektiv sektor, hvor der i højere grad er ligevægt mellem forbrændingskapaciteten og de danske forbrændingsegnede mængder,« står der således i lovforslaget.

Reduktionen af kapaciteten i de kommunale affaldsforbrændingsanlæg har været stormomsust. Opgaven om at udarbejde den såkaldte 'dødsliste' blev i efteråret givet til Kommunernes Landsforening (KL).

KL's udspil blev imidlertid dumpet af myndighederne i starten af 2021, da aftalen ikke overholdt alle de krav, som forligskredsen havde stillet.

Wastetech/hai

Sidst opdateret: 20/02/2023 - 10:06

Temaer: Klima

Emner: Affaldshåndtering

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]