
Birgit S. Hansen (S), formand for KLs Klima- og Miljøudvalg forudser, at anlægsloftet igen vil blive stramt. KL taler for døve øre overfor regeringen, lyder den hårde kritik. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL's udvalgsformand tror ikke på ændret anlægsloft i 2024
Anlægsloftet forhøjes ikke i økonomiaftalen, og kommunerne får ikke lov at trække klimainvesteringer ud af anlæg, så det ikke belaster anlægsrammen. Det kommer ikke til at ske, siger S-udvalgsformand i KL.
Udgivet: 14/04/2023
Borgmestres og byrødders ønske om at få en forhøjet anlægsramme i 2024, bliver næppe opfyldt. Kommunerne får heller ikke lov at trække klimainvesteringer ud af anlægsrammen, så nødvendig klimahandling ikke bliver tilsidesat for asfalt og idrætsanlæg.
Så hårde er realiteterne, hvis man spørger KL's formand for Klima- og Miljøudvalget Birgit S. Hansen (S), der er borgmester i Frederikshavn Kommune.
"Rockerudgaven er jo nok, at det ikke kommer til at ske. Vi taler for døve øren," siger hun til NB-Økonomi med henvisning til regeringstoppen i forbindelse med økonomiforhandlingerne.
I forbindelse med KL's Klima- og Miljøtopmøde, som bliver afholdt i Sønderborg 13-14 april, har Birgit S. Hansen meldt samme budskab ud foran alle udvalgsformændene for teknik-, plan- og miljøudvalgene fra hele landet. Udmeldingen er opsigtsvækkende, da økonomiforhandlingerne for 2024 end ikke er begyndt endnu.
Birgit S. Hansen understreger, at det dog ikke får hverken hende eller KL til at kæmpe for begge dele.
"Jeg lover at sige det til Martin Damm (V) og Jacob Bundsgaard (S), vores chefforhandlere i KL, men jeg vil også sige, at vi har prøvet før at bede om forskellige emner omkring det her med klima og investeringer. Men vi bliver ikke hørt," siger hun.
Tror du at anlægsloftet overhovedet bliver hævet denne gang?
"Det kan jeg da være i tvivl om. Vi skal kæmpe for kommunernes rammer, og vi skal da kæmpe for højere rammer. Men jeg kan da godt høre, hvad vi er oppe imod. Vi er oppe imod, at Folketinget gerne vil bruge det på forsvar, som også er vigtigt," forklarer Birgit S. Hansen.
Venstrefløjen har ret i kritik af regeringens manglende klimahandling
Kommunerne ønsker at gå aktivt ind i klimainvesteringer på blandt andet anlæg. Så meget, at de forud for Klima- og Miljøtopmødet har dannet en alliance med regioner og Realdania, så der kan sættes skub i klimahandlingerne.
Men regeringen står i vejen for klimahandlinger i kommunerne, lyder kritikken nu fra kommunedanmark. En kritik, som venstrefløjen på Christiansborg længe har tureneret rundt med mod Mette Frederiksen (S).
"Der er kommuner, der hævder, at anlægsloftet er medvirkende årsag til, at de ikke kan bruge flere penge på klimainvesteringer. Det er jo et faktum," siger Birgit S. Hansen.
Kommunerne må nemlig ikke investere, hvad de har mulighed for i klimaanlæg og klimarenovationer, så der for alvor kan sættes handling bag de mange politiske klimaord. Det skyldes, at regeringen har sænket anlægsloftet.
Derfor ønsker kommunerne at få adskilt almindelige anlægsinvesteringer under anlægsrammen fra klimainvesteringer. Således at der ikke er et loft over klimahandlinger.
Så har venstrefløjen vel også en pointe i, at anlægsloftet stopper klimahandlingen?
"Ja, det hører vi eksempler på," siger Birgit S. Hansen.
Sidst opdateret: 14/04/2023 - 10:12
Temaer: Økonomiaftale, Klima
Emner: Klima, Anlægsramme, Birgit S. Hansen - formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg










































