Radikale positive over bededagsafskaffelse: Vi forstår behov

Beskæftigelsesordfører Katrine Robsøe (R) svarer ikke direkte på, om partiet vil stemme for lovforslag.

Udgivet: 02/02/2023

Del artiklen:

Der er behov for reformer, mener De Radikale, og partiet møder regeringens forslag om afskaffelse af store bededag med åbent sind.

Radikale vil dog ikke svare på, om partiet vil stemme for regeringens lovforslag om afskaffelse af store bededag, som førstebehandles i Folketinget torsdag.

- Behovet for mere arbejdskraft er åbenlyst, og derfor anerkender vi behovet for reformer og går positivt ind til de kommende forhandlinger med regeringen, siger beskæftigelsesordfører Katrine Robsøe (R) i en skriftlig kommentar.

De øvrige otte oppositionspartier har torsdag morgen afvist at støtte regeringens plan om at fjerne en helligdag.

De appellerer til regeringen om at vente til efter et folketingsvalg.

De Radikale er altså det eneste parti uden for regeringen, som holder døren åben for at støtte forslaget.

De Radikale har tidligere haft planer om at ville afskaffe en helligdag for at øge arbejdsudbuddet og tilvejebringe finansiering.

Partiet er samtidig kritisk over regeringens håndtering af beslutningen om at fjerne en helligdag, der ifølge Finansministeriet vil give rundt regnet tre milliarder kroner årligt til blandt andet at dække forsvarsudgifter.

- Det er ingen hemmelighed, at vi radikale finder hele forløbet omkring store bededag både rodet og kritisabelt, fordi regeringen ikke er startet med at tage en dialog med arbejdsmarkedets parter, kirken og Folketingets partier, siger Robsøe.

Der har været massiv kritik fra blandt andet fagbevægelsen, som har iværksat en underskriftindsamling imod regeringens forslag.

Også landets biskopper har kritiseret, at regeringen blander sig i kirkens kalender.

/ritzau/

Sidst opdateret: 02/02/2023 - 11:22

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]