
Hvis store bededag afskaffes, vil det kræve en ekstra åbningsdag i landets børnehaver, vuggestuer og dagplejer. Det vil medføre en øget forældrebetaling, som udhuler en del af løngevinsten ved at arbejde en dag mere. - Foto: Rune øe/Ritzau Scanpix
Stor del af løngevinst ved store bededag kan gå til øget forældrebetaling
En øget forældrebetaling i landets daginstitutioner på cirka 30 millioner kroner vil udhule løngevinsten ved at arbejde en dag ekstra, hvis store bededag afskaffes. Har man eksempelvis to børn i daginstitution, ryger cirka en fjerdedel af gevinsten.
Udgivet: 01/02/2023
Forældre til børn i landets daginstitutioner kan risikere at miste en stor del af deres løngevinst ved at tage på arbejde store bededag, fordi forældrebetalingen vil stige med i alt 30 millioner kroner på tværs af landet.
For en enlig forælder i Midtjylland med en gennemsnitlig indkomst og tre børn i daginstitution vil man få en ekstra disponibel indkomst på 971 kroner, som modregnes af en ekstra forældrebetaling på 383 kroner. Dermed er det reelt set 39 procent af den ekstra disponible indkomst, som går direkte til en øget regning fra daginstitutionen.
Det viser et svar i Folketinget fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på et spørgsmål fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted, som har spurgt til beregningsforudsætningerne bag den øgede udgift til børnepasning i forslaget om afskaffelse af store bededag.
Af svaret fremgår det, at man "med betydelig usikkerhed" skønner, at kommunerne vil skulle afholde en ekstraudgift til børnepasning i daginstitutionerne på cirka 120 millioner kroner som følge af, at man skal holde åbent en ekstra dag, hvis store bededag afskaffes. Kommunerne vil blive DUT-kompenseret for de ekstra udgifter.
Hertil forventer man, at forældrebetalingen vil betale den resterende del af den øgede udgift. I svaret hedder det:
"Dagtilbudsområdet finansieres dels af kommunerne og dels af forældre med børn i dagtilbud, hvorfor der endvidere er taget højde for forældrebetalingsandel, som følger af kommunernes regnskaber for dagtilbudsområdet for 2021. På den baggrund skønnes de kommunale merudgifter til dagtilbud med betydelig usikkerhed at udgøre ca. 120 mio. kr. årligt som følge af én ekstra åbningsdag."
Sådan gøres regnestykket op
Ifølge tal fra KL udgør den gennemsnitlige forældrebetaling til daginstitutionerne på landsplan 20,2 procent af den samlede bruttodriftsudgift til daginstitutionerne. Dermed tilsiger et hurtigt regnestykke, at forældrebetalingen stiger med cirka 30 millioner kroner, når kommunernes betaling stiger med 120 millioner kroner.
Det svarer på landsplan på tværs af daginstitutionstyper til en øget forældrebetaling på 116 kroner pr. barn i daginstitution.
Som kompensation for, at man skal gå en dag ekstra på arbejde, er der lagt op til, at man skal have et løntilskud på 0,45 procent af årslønnen, svarende til en dags ekstra løn. For en person med en gennemsnitsindkomst svarer det til 1.494 kroner i ekstra løn.
Heraf går en del til skat og arbejdsmarkedsbidrag, så den reelle stigning i den disponible indkomst vil ved en gennemsnitsindkomst være 971 kroner. Det er beregnet ud fra den gennemsnitlige årlige disponible indkomst, som ifølge Danmarks Statistik er 215.798 kroner.
Hvis man eksempelvis har to børn i daginstitution, så vil man få en ekstraudgift til forældrebetaling på 232 kroner, svarende til 24 procent af den ekstra disponible indkomst.
Men forældrebetalingen varierer på tværs af landet. I Midtjylland er den gennemsnitlige forældrebetaling på 21,5 procent. Her vil en åbningsdag ekstra betyde en øget forældrebetaling på 128 kroner pr. barn. Har man eksempelvis tre børn i daginstitution her, vil den ekstra forældrebetaling udgøre 39 procent af den øgede disponible indkomst.
Beregningen kan opgøres på mange måder, og den øgede forældrebetaling vil i sagens natur udgøre en større andel af den øgede disponible indkomst, jo lavere en indkomst forældrene har, eller jo højere forældrebetalingen til daginstitutionen er.
Forældrebetalingen kan dog maksimalt udgøre 25 procent af kommunens bruttodriftsudgift til daginstitutionen. Men hvis forældrebetalingen i daginstitutionen udgør 25 procent og daginstitutionen er dyrere end den gennemsnitlige daginstitution, så kan den øgede forældrebetaling blive over 150 kroner pr. barn.
Har man samtidig en lavere disponibel indkomst end gennemsnittet og flere børn i daginstitutionen, kan den øgede forældrebetaling komme til at udgøre over halvdelen af stigningen i den disponible indkomst.
Sidst opdateret: 01/02/2023 - 11:56
Temaer: SVM-regeringen
Emner: Børnehaver




































