Danmarks nye socialminister vil vende handicapområdet på hovedet. Derfor var hun mandag forbi Go' morgen Danmark.

Her åbnede hun for store ændringer på området - heriblandt at se på opgavefordelingen. Det betyder, at nogle dele af det specialiserede socialområde kan blive taget fra kommunerne.

Ministeren hæfter sig særligt ved økonomien. At hvert enkelt barn med handicap kan være dyrt for en kommune. Derfor kan det blive utrolig omkostningsfyldt for en kommunes budget, hvis der kommer et ekstra barn med handicap til kommunen.

"Hvis enheden er stor nok, så nivellerer det ene, det andet ud. Det vil sige, jo mindre en enhed, man lægger økonomien ind i, jo mere sårbar bliver den økonomi," siger Pernille Rosenkrantz-Theil og fortsætter:

"Nogle af de problemer, der er opstået i kølevandet på, at man lavede regionerne, tog hele handicapområdet og lagde på det kommunale område, jamen det handler simpelthen om en manglende specialisering, og så at økonomien bliver alt for usikker."

Ministeren uddyber:

"Jeg kan godt forstå, at kommunerne bliver ekstremt presset på deres økonomi, hvis der ikke skal mere end et barn til, for at det vælter hele det samlede kommunale budget."

Derfor er ministeren klar til at se på, om nogle dele af det specialiserede socialområde skal flyttes væk fra kommunerne:

"Og derfor er der noget organisering – og om det så er dobbeltrollen (at kommunerne både visiterer og finansierer, red.), det må vi jo drøfte med hinanden. Jeg vil tro, at vi også skal ind og kigge på, at nogle af de her ting, de skal ligge et andet sted, fordi det netop skal være mere økonomineutralt så at sige."

Her åbner den nye socialminister en debat, som hendes forgænger Astrid Krag (S) ikke var interesseret i. I forbindelse med den tidligere regerings forhandlinger om at indføre specialeplanlægning, gav den daværende socialminister udtryk for, det tidligst skulle ses på opgavefordelingen i 2028.

Hjælpe og støtte skal komme mere gelinde

Selvom ministeren udviste forståelse for kommunernes pressede økonomi, lagde ministerne også op til ændringer, der kan gå hen og blive meget omkostningsfulde for kommunerne. Blandt andet når det kommer til hjælp og støtte.

Ifølge ministeren er der mange borgere, der ikke oplever, velfærdssamfundet er der for dem, og at de skal kæmpe for at få adgang til den hjælp, som de ellers har ret til ifølge serviceloven. Det kalder hun et velfærdssamfund på papiret.

"Virkeligheden er, at hver eneste gang, man har brug for hjælp, skal igennem et slagsmål, som tærer ekstremt meget på familierne. Og hvor man kan sige: Hvorfor egentlig? Vi har jo besluttet os for, at vi gerne vil hjælpe. Så hvorfor skal familierne opleve, at velfærdssamfundet i højere grad er sådan nogle snubletråde og kampe fra tue til tue, som slider på familierne og får nogle familier til at gå i opløsning?"

Ministeren fortsætter:

"Det synes jeg simpelthen ikke kan være rigtigt. Man skal kunne mærke, at velfærdssamfundet er der, og at velfærdssamfundet er på ens side og faktisk sørger for, man får den hjælp og støtte på en gelinde og tillidsfuld måde, i stedet for sådan som tingene er i dag."

Når ministeren taler om øget tillid og mere gelinde hjælp, får man et lidt andet indtryk af, hvad der skal se med området, end den seneste økonomiaftale mellem den daværende S-regering og Kommunernes Landsforening. Dengang skrev parterne:

Parterne er derfor enige om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien. Regeringen støtter op om kommunernes indsats.

Da Rosenkrantz-Theil blev spurgt til, om kommunerne fik flere penge, henviste hun til demografien. Men mange kommuner oplever ellers, at de penge, som de modtager til at hjælpe med den demografiske udvikling, bliver spist af udgifterne til det specialiserede socialområde.