
FOA-formand Mona Striib glæder sig over, at den nye regering vil sætte penge af til at give omsorgs-medarbejdere et lønløft. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
FOA-formand glæder sig over, at det demografiske træk fortsat dækkes
'Jeg er meget tilfreds med, at den nye regering fastholder velfærdsløftet, og lader pengene følge med, når der kommer flere ældre og børn,' siger formanden for FOA om det nye regeringsgrundlag.
Udgivet: 14/12/2022
”Jeg ser mange gode takter i regeringsgrundlaget, og samlet set er der grund til at være glad for resultatet. Jeg havde frygtet et langt mere ulighedsskabende grundlag, og det ser vi ikke. Men jeg ser bestemt et par bitre piller, der skal sluges, for de danske lønmodtagere.”
Sådan siger Mona Striib, forbundsformand for FOA, i en pressemeddelelse om det regeringsgrundlag, som netop er fremlagt på et pressemøde.
”Jeg er meget tilfreds med, at den nye regering fastholder velfærdsløftet, og lader pengene følge med, når der kommer flere ældre og børn. Det har været afgørende for FOA, fordi vores velfærd og medarbejderne allerede i dag er under et voldsomt pres,” siger Mona Striib.
Hun glæder sig over, at valgløftet om at bruge tre milliarder på at løfte løn- og arbejdsvilkår for offentlige ansatte har fundet vej ind i det nye regeringsgrundlag.
”Rekruttering af medarbejdere bliver afgørende for, at vi kan sikre en værdig pleje, sundhed og omsorg i de kommende år. Løn og gode arbejdsvilkår spiller naturligvis en vigtig rolle for at skabe attraktive arbejdspladser,” siger Mona Striib.
Skattelettelser er bitter pille
Nedsættelsen af en permanent trepartsinstitution med det formål at styrke den danske aftalemodel, bliver rost af Mona Striib.
Hun kaldet det en ”bitter pille at sluge”, når regeringen afskaffer Store Bededag som helligdag.
FOA mener generelt, at skattelettelser er den forkerte vej at gå, påpeger hun:
”Jeg ser umiddelbart gode takter i at hæve fradraget for at være medlem af en fagforening og øge beskæftigelsesfradraget for enlige, men vil også betone vigtigheden af, at der er en social balance i det samlede udspil.”
Sidst opdateret: 14/12/2022 - 15:31
Emner: FOA, Mona Striib, formand for FOA




































