
Sektorformand i FOA Kim Henriksen takker regeringen for at have dagplejerne in mente ved uddelingen af inflationshjælp. - Foto: FOA
Dagplejere får del i inflationshjælp - fradrag hæves
I den nye aftale om inflationshjælp er der afsat 50 millioner kroner til at øge dagplejernes standardfradrag.
Udgivet: 10/02/2023
Dagplejerne får en bid af kagen i regeringens nye aftale om inflationshjælp. De kan nu se frem til flere penge mellem hænderne.
- De har gennem inflationskrisen været presset på grund af de højere priser - både i forhold til forbrugsafgifter og også dagligvarer, siger Kim Henriksen, som er formand for Pædagogisk Sektor i fagforeningen FOA.
Hjælpen kommer i form af et hævet standardfradrag i resten af 2023, som hæves til 68 procent fra 60 procent.
Det kan ifølge FOA betyde en forskel på cirka 600 kroner om måneden for den enkelte dagplejer. Det er en hjælp, der sættes pris på.
- Lige nu er det i hvert fald en håndsrækning til dagplejerne med en anerkendelse af, at de har været udfordret af inflationskrisen. Der er ingen tvivl om, at når vi kigger ud over 2023, så er vi spændte på, hvordan inflationen ser ud, siger Kim Henriksen.
Regeringen er gået sammen med SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige om en aftale, hvor i alt 2,4 milliarder kroner sættes af til ny inflationshjælp.
50 millioner af dem bruges til det øgede fradrag for dagplejere.
Standardfradraget dækker både kommunale og private dagplejere, fremgår det af den nye aftale.
/ritzau/
Sidst opdateret: 10/02/2023 - 13:05
Emner: FOA, Dagpleje, Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA




































