Første tegn på faldende inflation

I dag kom det første spæde tegn på, at inflationen kan have toppet. Producentpriserne viser det største fald i femten år.

Udgivet: 15/11/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Bare en uge efter Danmarks Statistik offentliggjorde største stigninger i inflationen siden 1982 kom der i dag det første spæde tegn på, at inflationen er ved at have toppet, og at der venter lysere tider forude.

De nye tal viser, at producentprisindekset for varer faldt med -3,25 procent i oktober. Det er det største månedlige fald i 15 år. Det er især faldende energipriser og til dels også råvarer, som trækker ned i producentpriserne. Det er anden måned i træk med fald, hvor producentpriserne samlet har trukket sig med mere end 5 procent nu.

Producentprisindekset er vigtigt, fordi det viser udviklingen i priserne på de varer, som danske producentvirksomheder sælger til andre virksomheder. Logikken er, at virksomhedernes salgspriser er påvirket af deres indkøbspriser, og at de faldende producentpriser dermed er et tidligt tegn på, at priserne enten vil stoppe med at stige så hurtigt.

"Producentpriserne er ude i det kraftigste fald på en måned siden 2007. Det bidrager mærkbart til håbet om, at inflationen topper nu. Det er vanvittig positivt og både gode nyheder for virksomheder og forbrugere," siger cheføkonomi Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.

Inden jublen tager overhånd, så er det vigtigt at være opmærksom på, at producentpriserne fortsat er 22 procent højere end for et år siden. Den højeste årlige stigning i statistikkens historie blev målt tidligere på året da producentpriserne steg med knap 38 procent i august.

"Vi må dog fortsat konkludere, at det i forhold til for et år siden er væsentligt dyrere at være virksomhed. Det ændrer de seneste to måneders fald ikke på, selvom det mildner," siger cheføkonomen i en kommentar.

For kommunerne er det ekstra vigtigt, at inflationen hurtigt begynder at falde, fordi kommunerne ikke får kompensation for det, som priserne stiger mere end forventet frem til nytår. Hvis inflationen fortsætter på samme stigningstakt som i oktober resten af året, så vil kommunerne varigt tabe 1,8 milliarder kroner i finansiering målt i faste priser.

Læs også:
Nye inflationstal øger kommuners tab på fejlagtig PL-regulering

Sidst opdateret: 15/11/2022 - 13:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]