Programmet til efterårets mange kommunale møder og konferencer tegner et entydigt billede af, at kommunerne styrer mod svære økonomiske tider. Og alt peger efter min bedste vurdering på, at det vil tydeliggøre forskellen mellem de veldrevne kommuner og de dårligt drevne kommuner.

Jeg kommer med et bud på tre centrale spørgsmål, som kan indikere om en kommune er veldrevet eller ej, og dermed om dens muligheder for at komme bedst muligt igennem de kommende års meget stramme økonomiske tider. Min short list af spørgsmålene er:

- Evner byrådet og borgmesteren at samarbejde bredt og fokusere på de store strategiske linjer? Eller bruges tiden på endeløse slagsmål om detaljer i driften og sognerådspolitik, hvor enkelte medlemmer slås for bestemte geografiske områder i kommunen?

- Hvis byrådet giver direktionen pladsen, er topledelsens fokus så at udvikle kommunen og dens tilbud, eller bruger direktionen en uforholdsmæssig stor del af sin tid på at blande sig i den drift, som bør varetages af lederne for de enkelte områder og institutioner?

- Er fokus lige nu på at udvikle sparekataloger til budget 2024, eller har kommunen allerede gang i de langsigtede udviklingsplaner, som skal realiseres for at sikre effektiviseringer, som kan sikre nogenlunde uændret kvalitet i den oplevede service og balance på budgettet i 2025 og 2026?

Hvis en kommune kan svare ja til alle tre spørgsmål, så er der ud fra min erfaring en god chance for, at kommunen er veldrevet, og at kommunens service alt andet lige vil være bedre i 2025, end hvis svaret er nej til et eller flere af spørgsmålene.

Administrationen har viljen - kan politikerne levere?

En overflyvning af fokus på efterårets mange store møder og konferencer vidner om, at der blandt de førende kommunale embedsmænd er en klar forståelse af, at kommunerne ikke skal sidde og vente på at regering og Folketinget dækker opdriften i udgifterne, men at kommunerne selv må skabe et økonomisk råderum.

Ja faktisk vidner mange af udsagnene om, at de kommunale topledere heller ikke har den store tillid til, at Folketingets partier har viljen og evnen til at gennemføre de lovændringer, som er nødvendige for at sikre de nødvendige besparelser i kommunerne.

Byrådene og de kommunale administrationer må med andre ord indstille sig på, at de selv skal løse den udfordring, at kommunerne i bedste fald kan se frem til at få dækket omkring halvdelen af opdriften i udgifterne.

Den bevidsthed om behovet for lokale kommunale reformer af de store velfærdsområder vidner på mange måder om, at kommunalreformen faktisk har givet en markant professionalisering og et løft af kommunernes ledelelser.

Det store spørgsmål bliver, om kommunalbestyrelserne kan levere varen?

Årets budgetprocesser viser, at mange byråd kan levere varen, men også at det ser meget sort ud i nogle kommuner, hvor budgetprocessen allerede ligner starten på endeløse fremtidige slagsmål i kommunalbestyrelserne.

Alt peger derfor på, at de kommende år med økonomisk smalhans vil tydeliggøre, hvilke kommuner som er veldrevne, og hvilke som er dårligt drevne. Og dermed også skærpe forskellene i kvaliteten af den kommunale service mellem kommuner med samme økonomiske udgangspunkt.

Man må så bare håbe, at vælgerne til kommunalvalget i 2025 vil huske, at de ikke bare skal stemme på en kandidat, som ud fra den enkelte vælgers ønsker har de rigtige politiske prioriteringer, men kandidaten skal også have evnen til at deltage i et bredt samarbejde og arbejde på et overordnet niveau.

Arne Ullum er taler ved åbningen af Råderumsugen mandag kl. 10-11. Det er gratis at deltage i den digitale konference - tilmelding her.

Rettelse: I en tidligere version af artiklen var årstallene omkring budgetterne forskubbet, hvilket er rettet.