I Aarhus Kommune skal de finde 280 millioner kroner.

I Aarhus Kommune skal de finde 280 millioner kroner. - Foto: PR-Foto

Ny stor plan: Aarhus Kommune skifter gear på socialområdet

Aarhus Kommune skifter gear på socialområdet og finder 280 millioner internt ved blandt andet at optimere og effektivisere. "Vi står ved en skillevej," siger rådmand Anders Winnerskjold.

Udgivet: 02/11/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Efter flere år hvor Aarhus Kommune ikke har kunne følge med udgifterne på det specialiserede socialområde, sadler kommunen nu om og laver markante ændringer på området.

Hvor der siden 2012 er kommet 11 procent flere voksne aarhusianere, er andelen, der har brug for socialfaglig hjælp, steget med 28 procent, hvilket er mere end det dobbelte. Det er en udvikling, der bare fortsætter, hvis man ikke ændrer kurs.

Frem mod 2025 skal kommunen finde næsten 280 millioner kroner.

Tidligere har social- og beskæftigelsesrådmand Anders Winnerskjold (S) udtalt til NB-Social:

"Vores store udfordring er, at andelen af aarhusianere, der har brug for vores hjælp, stiger mere end resten af befolkningsudviklingen. Der er flere og flere aarhusianere, der får det svært.”

I forbindelse med budgetforliget for 2023 besluttede kommunen at tilføre det specialiserede socialområde 115 millioner årligt. Men kommunen blev samtidig forpligtet på at komme med en sammenhængende og holdbar økonomisk plan på langt sigt.

Det er den plan, udviklings- og omstillingsplanen, der nu er blevet offentliggjort. Her laver kommunen store interne omprioriteringer i Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Samtidigt er der en række initiativer, der skal reducere antallet af borgere med behov for omfattende hjælp.

Læs også:
Sådan sparer Aarhus: Hjemtagning til egne tilbud og tilpasning af beskæftigelsesindsatsen

Magistratsafdelingen finder med planen 225 millioner frem mod 2025.

Derudover har magistraten også offentliggjort et sparekatalog, der skal finde 54 millioner frem mod 2025.

Du kan læse både sparekataloget og udviklings- og omstillingsplanen her.

Initiativerne skal tilsammen sikre en bedre økonomi, tage livtag med det fundamentale strukturelle problem - at flere har brug for mere hjælp - og give Magistratsafdelingen mulighed for at sætte nogle initiativer i gang, der kan vende udviklingen.

”Vi står ved en skillevej. Enten fortsætter vi med at strække stadigt mere pressede budgetter til en hastigt voksende gruppe af borgere med sociale udfordringer, ligesom vi har gjort indtil nu. Eller også sætter vi gang i udvikling og omstilling, som vi tror på kan sikre, at flere får hjælp til at klare mere selv, og udgifterne dermed stopper deres himmelflugt," siger Anders Winnerskjold i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Jeg synes, det sidste er det mest ansvarlige, og derfor vil jeg tage ansvar for en ny prioritering på området."

null

Børn og unge skal hjælpes tidligere

Politisk ønsker man at skabe et økonomisk rum til, at politikerne kan investere i forebyggende indsatser.

”Vi skal blandt andet omlægge hjælpen til børn, unge og familier, så vi møder dem tidligere og rykker endnu tættere på familierne og deres lokalområde," siger Anders Winnerskjold og fortsætter:

"Vi skal gå all in på at omlægge hjælpen til byens hjemløse til Housing First, hvor bolig, støtte og beskæftigelse går hånd i hånd. Og vi skal give aarhusianere med handicap eller psykiske endnu bedre muligheder for at blive en del af et arbejdsfællesskab på en af byens arbejdspladser.”

Ifølge rådmanden har det tidligere været svært at investere i de forebyggende indsatser, da økonomien på området har været under så stort et pres. Det prøver kommunen at lave om på nu.

Men planen betyder også besparelser på den korte bane.

”Selvom vi nu fremlægger en ambitiøs plan for udvikling af de sociale indsatser, kommer vi ikke udenom, at den også kommer med tilbageholdenhed og besparelser på den korte bane," siger Anders Winnerskjold og fortsætter:

"Derfor er det afgørende, at de penge, vi nu bruger, i højere grad tager form af investeringer i vores børn og unge, i indsatserne for hjemløse og i udsatte borgeres fremtid. Det kræver innovation og nytænkning på social- og beskæftigelsesområdet. Og det kræver, at vi tør træffe de beslutninger, der skubber de tidlige indsatser frem.”

Planen og sparekataloget sendes nu i høring sammen med sparekatalogerne fra de øvrige magistratsafdelinger. Høringsfristen er torsdag d. 24. november. Planerne forventes behandlet i byrådet ultimo 2022.

Sidst opdateret: 03/11/2022 - 11:06

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Aarhus Kommune, Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]