Udskældte kommuner har ofte lave indtægter fra skat og grundskyld
Mange af de kommuner, som får kraftig kritik for at hæve skatten, har ifølge data fra den kommunale udligning, relativt lave indtægter fra skat og grundskyld, når man indregner den kommunale udligning. Se tal for alle kommuner her.
Udgivet: 05/10/2022
Der er en relativ klar sammenhæng mellem de kommuner, som har planer om at hæve skatten, og de kommuner som har færrest indtægter fra indkomstskat og grundskyld, når man indregner deres kommunale udligning.
Det viser en analyse NB-Økonomi har foretaget af de enkelte kommuners indtægter på basis af udligningen i 2023.
Frederiksberg og Glostrup er to af de kommuner, som har fået størst kritik for at hæve skatten og dermed medvirker til at udløse en sanktion fra staten. Men data viser, at de to kommuner ligger relativt lavt i indtægter fra indkomstskat og grundskyld, når der tages højde for udligningen.
Mens en række andre kommuner med lave netto skatteindtægter som Billund, Brøndby, Tårnby, Høje-Taastrup, Gladsaxe og Gentofte alle nyder godt af store indtægter fra selskabsskatter, så er det værd at bemærke, at kommuner som Vejle, Greve og Herlev ikke hæver skatten på trods af de lave nettoindtægter fra skat.
Det er vigtigt at bemærke, at indtægterne fra skat og grundskyld samt udligningen heraf kun er et af mange parametre i den kommunale økonomi.
Dataene viser samtidig, hvor meget kommunerne ville vinde eller tabe, hvis de havde udskrivningsprocenter og grundskyldspromiller på landsgennemsnittet.
Sidst opdateret: 05/10/2022 - 12:55









































