Regeringen har i sin opgørelse af udviklingen i kommunernes administrationsudgifter valgt kun at bruge den ene af de to metoder, som har været standard siden de blev aftalt i juni 2012 mellem daværende KL-formand Erik NIelsen og den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon.

Regeringen har i sin opgørelse af udviklingen i kommunernes administrationsudgifter valgt kun at bruge den ene af de to metoder, som har været standard siden de blev aftalt i juni 2012 mellem daværende KL-formand Erik NIelsen og den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon. - Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix

Regeringen forkaster ti år gammel metode og får pænere tal for administration

Regeringens tal viser, at det kun er 40 procent og ikke 74 procent af stigning i administration, som er sket på dens vagt. Læs her, hvordan regeringen har håndplukket i tallene for at få det resultat.

Udgivet: 30/09/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Regeringen afviser enhver kritik af at have manipuleret med tallene for udviklingen i kommunernes administrative udgifter i et forsøg på at skjule, at 74 procent af væksten siden 2013 er sket siden regeringen tiltrådte i 2019.

"Af den samlede stigning i perioden 2013-2021 kan knap 60 pct. henføres til perioden 2013-2019, mens de resterende godt 40 pct. vedrører perioden 2019-2021," hedder det således i et skriftligt svar fra Indenrigs- og Boligministeriet

Men en gennemgang af regeringens tal, som NB-Økonomi nu har fået udleveret, viser, at regeringen ganske enkelt har valgt kun at bruge den halvdel af den gængse opgørelsesmetode, som får tallene til at se bedst ud for regeringen.

Ministeriet giver i sit skriftlige svar ingen begrundelse for det ændrede valg af metode, men det er et faktum, som det fremgår af grafen, at det ændrede metodevalg reducerer den siddende regerings ansvar for de stigende administrationsudgifter. Ved kun at bruge regnskabsmetoden reducerer regeringen sin andel af væksten i administrationsudgifterne siden 2013 fra 74 til 40 procent.

Forkaster metode fra 2012

For at forstå sagen, skal man tilbage til økonomiforhandlingerne for 2013, hvor den daværende formand for KL Erik Nielsen og den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon blev enige om, at man skulle bruge to metoder til at opgøre udviklingen i de kommunale administrationsudgifter, fordi man dermed reducerede oplagte svagheder ved begge metoder.

Den ene metode er den såkaldte regnskabsmetode, der alene ser på, hvad kommunerne har konteret i regnskabet som administration. Den anden metode, personaledatametoden, består i, at man ser på lønudgiften til de medarbejderkategorier, som har administrative opgaver.

Når man skulle forsøge at få et samlet billede af udviklingen, så har landets to førende og uafhængige institutioner hele tiden brugt et gennemsnit af de to metoder. De to institutioner er VIVE og Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkenhed, der begge ledes af uafhængige bestyrelser, og er kendte for at besidde den højeste faglige ekspertise i analysen af offentlige udgifter i Danmark.

Det skal bemærkes, at der er mindre afvigelser mellem den metode Benchmarkenheden og VIVE bruger, men grundlæggende svarer de metodisk til et gennemsnit af de to metoder, som blev aftalt ved økonomiforhandlingerne i 2013.

Fakta: Sådan beskriver regeringens egne eksperter opgørelsesmetoderne

I aftalen om kommunernes økonomi for 2013 blev regeringen og KL enige om to opgørelsesmetoder af kommunernes administration. Den ene opgørelsesmetode tager udgangspunkt i kommunernes regnskabstal og kaldes derfor regnskabsdatametoden.

I regnskabsdatametoden indgår alle udgifter og indtægter konteret på de funktioner eller grupperinger i den autoriserede kontoplan, der efter aftalen henføres til administrationsområdet.

Den anden opgørelsesmetode tager udgangspunkt i kommunernes personaletal og kaldes derfor personaledatametoden. Efter personaledatametoden henføres alene lønudgifterne til bestemte stillingskategorier, der betragtes som administrative, til administrationsområdet.

VIVE har på baggrund af personaledatametoden og regnskabsdatametoden udviklet en tredje opgørelsesmetode kaldet kombinationsmetoden, der kombinerer personaledatametoden og regnskabsdatametoden.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkenhed, 'Benchmarking af kommunernes udgifter til administration og ledelse Juni 2018'.

Sidst opdateret: 30/09/2022 - 12:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]