På rådhuset i Aalborg Kommune har man tabt 118 millioner kroner på værdipapirer i første halvår 2022. Det rammer hårdt i kommunen, der i forvejen har en lav likviditet.

På rådhuset i Aalborg Kommune har man tabt 118 millioner kroner på værdipapirer i første halvår 2022. Det rammer hårdt i kommunen, der i forvejen har en lav likviditet. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Kommuner taber milliarder på værdipapirer

På grund af kursfald på aktier og især obligationer i løbet af 2022 har kommunerne tabt flere milliarder i likviditet i årets første halvår.

Udgivet: 13/09/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

København, Aarhus, Aalborg og Odense har tilsammen et urealiseret tab på 1,7 milliarder kroner i aktier og værdipapirer i første halvår 2022. Det skriver Børsen.

De store tab skyldes, at kurserne på obligationer, som en stor del af kommunernes likviditet er investeret i, er faldet i takt med en drastisk rentestigning i løbet af 2022.

Logikken er, at det bliver mindre værd at have værdipapirer, der sikrer en given grad af forrentning, når renterne stiger, fordi en garanteret forrentning på eksempelvis to procent vil være markant mere værd, når renten er 0 procent, end når renten er fire procent.

Derfor er kommunernes beholdninger faldet ganske betragteligt. Ifølge Børsen ligger kommunernes afkast på mellem -5 og -10 procent i første halvår. Med samlede realkreditobligationer for 25 milliarder og yderligere 34 milliarder kroner i investeringsforeninger har kommunerne under et altså tabt et sted mellem tre og seks milliarder kroner på værdipapirer i år.

Københavns Kommune har grundet den meget høje likviditet også det største negative afkast på værdipapirer i første halvår 2022. Ifølge en aktindsigt fra Børsen har kommunen haft et tab på hele -7,6 procent, hvilket giver et negativt afkast på -1,216 milliarder kroner.

Aarhus Kommune har haft et tab på 191,3 millioner, Aalborg på 118 millioner og Odense har tabt 172,7 millioner kroner, skriver Børsen.

Urealiseret afkast er stadig et tab

Indtil videre er der i langt de fleste tilfælde tale om et urealiseret afkast, og derfor er det ikke noget, der nødvendigvis påvirker kommunernes manøvrerum i det faktiske forbrug.

Men selvom det negative afkast ikke er realiseret, så resulterer det alligevel efter alt at dømme i et slag til kommunernes likviditet. Det skyldes to ting.

For det første er det urealistisk, at renterne indenfor en overskuelig fremtid falder til det meget lave niveau, de har ligget på over de seneste mange år, inden de begyndte at stige. Derfor er det usandsynligt, at kommunerne kan hente tabene på obligationer igen.

For det andet, selv hvis kommunerne ikke realiserer afkastet og holder obligationerne indtil deres udløb, så er det er reelt tab man oplever, hvis man fastholder en obligation med en relativt lav forrentning samtidig med at renterne og priserne stiger generelt, fordi forrentningen i reelle priser bliver mindre værd.

Aalborg er i forvejen udfordret af lav likviditet

Mens det negative afkast på hele 1,2 milliarder kroner i Københavns Kommune ikke udfordrer kommunens manøvrerum, da kommunen fortsat har en den markant højeste likviditet pr. indbygger, så ser det anderledes ud for Aarhus og især Aalborg Kommune.

Ved indgangen af 2022 havde de to kommuner en likviditet på henholdsvis 6.458 og 3.827 kr. pr. indbygger. Det svarer til 2,278 milliarder kroner i Aarhus Kommune og 840 millioner i Aalborg Kommune.

Et tab i Aalborg Kommune på 118 millioner kroner i første halvår betyder altså, at kommunens likviditet er faldet med hele 14 procent. De 3.872 kroner pr. indbygger ved indgangen af året er i forvejen relativt lavt, da en tommelfingerregel siger, at kommunerne burde have en likviditet på cirka 5.000 kroner for at sikre nødvendigt manøvrerum.

Med til historien hører dog, at Aalborgs likviditet efter kassekreditreglen faktisk er steget fra udgangen af 2021 til udgangen af andet halvår 2022 ifølge tal fra Indenrigs- og Boligministeriets Kommunale Nøgletal.

I Aarhus kommune svarer tabet på 191 millioner til 5,2 procent af kommunens samlede likviditet.

Sidst opdateret: 16/09/2022 - 11:31

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Likviditet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]