Allerede ved sættemødet til årets økonomiforhabndlinger mellem KL og regeringen var der en stor uenighed om hvilke forventninger, borgerne kan have til servicen på blandt andet handicapområdet. Nu har socialministeren kastet en bombe ind i forhandlingerne, som øger den konflikt markant.

Allerede ved sættemødet til årets økonomiforhabndlinger mellem KL og regeringen var der en stor uenighed om hvilke forventninger, borgerne kan have til servicen på blandt andet handicapområdet. Nu har socialministeren kastet en bombe ind i forhandlingerne, som øger den konflikt markant. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Analyse: Krag kaster bombe ind i økonomiforhandlinger

Uenigheden mellem regeringen og KL i økonomiforhandlingerne er dramatisk forøget efter, Astrid Krag (S) i dag udstedte nye dyre og ufinansierede løfter på handicapområdet, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Udgivet: 19/05/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det kan dårligt betragtes som andet end en regulær bombe, som social- og ældreminister Astrid Krag (S) i dag kastede ind i forhandlingerne mellem regeringen og KL om en økonomiaftale for 2023.

For at forstå, hvordan et løfte om bedre hjælp til personer med handicap, kan være så dramatisk, er det vigtigt at se på, hvor forhandlingerne står netop nu.

Helt objektivt har finansministeren ret kontant afvise at give kommunerne mere end 1,25 milliarder kroner, som alene dækker udgiften til uændret service til et stigende antal børn og ældre. Tilbage står ikke mindst et udgiftspres på det specialiserede socialområde, som trods løbende og meget udskældte besparelser i kommunerne ligger på cirka 900 millioner kroner årligt.

Med dagens forslag fra socialministeren vil udgiftspresset på det specialiserede socialområde stige. Dels fordi ministerens udspil øger forventningerne og dermed presset fra borgerne, dels fordi forslaget indeholder en række nye krav til kommunerne.

Det står hen i det uvisse hvor meget udgiftspresset stiger, men et enkelt regnestykke siger noget om omfanget. Ministeren afsætter 100 millioner kroner til planen, hvor langt de fleste penge skal bruges til centrale funktioner og dermed ikke ender hos kommunerne.

Selv hvis alle 100 millioner kroner endte hos kommunerne, så ville det svare til cirka 1 million kroner pr. kommune, og den typiske pris på et specialiseret tilbud er cirka 2 millioner kroner.

Skærper uenigheden mellem KL og regeringen

I lyset af at KL grundlæggende har erkendt og til dels accepteret, at regeringen ikke har penge til at dække både det demografiske pres og opdriften på det specialiserede socialområde, så har KL til gengæld meget kontant fremsat et krav om, at økonomiaftalen skal indeholde meget kontante og ærlige budskaber om, at manglen på penge vil medføre behov for besparelser og benhårde prioriteringer blandt andet på handicapområdet. Det er det KL kalder forventningsafstemning.

Modsat vil regeringen gerne have en aftale, hvor kommunerne anerkender, at de kan skaffe et beløb tæt på en milliard ved at gennemføre effektiviseringer, som ikke påvirker servicen. Pengene skal sikre, at regeringen som minimum kan love vælgerne uændret offentligt service. Foreløbigt har regeringen alene peget på yderligere besparelser ved at reducere brugen af eksterne konsulenter.

Med det nye udspil på handicapområdet og de mange løfter om bedre service har Astrid Krag øget afstanden mellem KL og regeringen dramatisk i økonomiforhandlingerne. Samtidig er der en stor risiko for, at socialministerens nye løfter vil blive opfattet som en direkte provokation blandt de borgmestre, som i det kommende år skal håndtere skuffede borgere, som ikke kan forstå, at kommunerne ikke har råd til at indfri socialministerens mange løfter.

Nu er situationen den, at regeringen lover lover væsentlige serviceforbedringer på handicapområdet, mens KL kræver en klar udmelding om effektiviseringer, prioriteringer og mindre hjælp til den enkelte borger med handicap.

Økonomiforhandlingerne så ganske svære ud allerede inden Astrid Krag kastede sit udspil ind i forhandlingerne. Nu er det om muligt endnu sværere at se, hvordan forhandlerne kan finde et kompromis, ganske enkelt fordi de grundlæggende synspunkter er så langt fra hinanden.

Sidst opdateret: 19/05/2022 - 21:58

Temaer: Økonomiaftale, Det specialiserede socialområde

Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Astrid Krag (S)

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]