
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har onsdag meldt ud, at ukrainske flygtninge kan tage et arbejde allerede, når de ansøger om opholdstilladelse. Den nye regel gælder fra fredag. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ukrainske flygtninge kan nu arbejde, fra de søger om ophold
Nu kan ukrainske flygtninge komme i arbejde, så snart de søger om opholdstilladelse efter særloven. Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Udgivet: 21/04/2022
Fra fredag er det nu muligt for ukrainske flygtninge at tage et arbejde, så snart de har ansøgt om opholdstilladelse efter særloven. Ukrainerne og arbejdsgiverne behøver derfor ikke længere vente, til de mange flygtninge har fået opholdstilladelse. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet onsdag.
"Mange ukrainere i Danmark ønsker at komme i arbejde. Samtidig hører vi fra virksomhederne, at de mangler folk. Men sagsbehandlingen af deres opholdstilladelse tager lidt tid. Derfor har jeg i dag truffet en beslutning om, at folk, der ansøger om opholdstilladelse efter særloven, kan ansættes allerede fra på fredag," siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i pressemeddelelsen. "Så må vi få papirerne på plads efterfølgende."
Der er pr. 19. april 2022 tildelt 5.423 opholdstilladelser efter særloven, men langt flere afventer svar på deres ansøgninger efter særloven. Der var samme dato afsendt 23.086 ansøgninger, så der er et stort potentiale for virksomheder, som mangler arbejdskraft til at få ukrainske flygtninge i arbejde.
Den nye regel gælder dog kun flygtninge, som er omfattet af særloven og dermed ikke andre flygtninge, som ønsker et arbejde, før opholdstilladelsen er givet.
Uklarhed om muligheden for bankkonto til ukrainere
Det har tidligere ikke været muligt for ukrainere at få en bankkonto, før de fik et CPR-nummer. Det får de ikke, før de har fået en opholdstilladelse. Det har givet kommunerne lavpraktiske problemer med at få udbetalt penge til de ukrainske flygtninge til for eksempel mad.
Nu bliver spørgsmålet om en bankkonto før CPR-nummer igen aktuelt, fordi de fra i morgen (fredag) vil kunne få et arbejde. Inden for relativ kort tid skal ukrainerne dermed have mulighed for at få løn udbetalt.
Flere kilder oplyser dog til NB-Økonomi, at der er nogle muligheder for at få en bankkonto, inden man får et CPR-nummer. Det har dog ikke været muligt at få et citat om, hvad det så kræver for at få en bankkonto før deadline.
Èn af udfordringerne er hvidvaskloven, som kræver at bankerne skal være sikre på folks identitet, før de kan oprette en bankkonto.
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tilbage i marts udtalt til PolicyWatch, at der er behov for at få "en smidig proces på plads, når ukrainske flygtninge kommer ned i banken for at oprette en konto, så vi ikke skaber unødigt bøvl. Og vi er i dialog med EU om, hvordan vi netop får gjort hvidvaskreglerne mere smidige,” skrev Simon Kollerup dengang til mediet.
NB-Økonomi er i dialog med Erhvervsministeriet om, hvad de ukrainske flygtninge skal gøre for at få en bankkonto, hvis de kommer i arbejde fra fredag, men ministeriet er ikke vendt tilbage før deadline.
Finans Danmark - som er en interesseorganisation for blandt andet banker - slår dog fast, at det kræver et cpr-nummer på nuværende tidspunkt, hvis ukrainske flygtninge ønsker en bankkonto.
"Vi har selvfølgelig forståelse for, at man skal kunne komme hurtigt i gang som flygtning, og vores medlemmer forsøger at udvise mest mulig fleksibilitet, når en flygtning henvender sig om oprettelse af en konto. Men det afgørende i forhold til identifikationen er, at man er udstyret med et CPR-nummer, så det minimumskrav er vi nødt til at bede om," oplyser Kjeld Gosvig-Jensen, juridisk direktør Finans Danmark, til NB-Økonomi.
Sidst opdateret: 21/04/2022 - 13:23
Temaer: Arbejdskraftmangel









































