Regeringen har ikke sat tal på, hvor store de samlede ekstra anlægsudgifter bliver i regeringens nye plan for at frigøre Danmark og Europa fra russisk gas. Men et kig i planen kombineret med meldingen om prisen for tidligere projekter indikerer, at det formentligt drejer sig om 50-100 milliarder kroner de kommende seks år.

Ifølge planen "Danmark kan mere II" skal der bygges følgende:

De samlede offentlige investeringer ligger typisk på cirka 80 milliarder kroner om året. Hvis man blot for illustrationens skyld antager, at Wammen skal frigøre 80 milliarder kroner over de næste seks år og det fordeles ligeligt over stat, amt og kommuner, så skal alle sektorer skære en sjettedel hver. Det svarer til cirka 17 procent af deres hidtidige anlægsrammer de næste seks år.

Demografisk pres og vedligehold vil æde langt den største del

Hvis kommunerne ender med en anlægsramme på eksempelvis 17 milliarder, så har NB-Økonomis tidligere påpeget, at der vil gå cirka 2,5 milliarder kroner til at dække behovet for flere daginstitutioner, skoler og plejecentre på grund af det stigende antal børn og ældre.

Dertil kommer udgiften til at sammenlægge eller flytte offentlige institutioner i de kommuner, hvor antallet af børn eller ældre falder i en geografisk del af kommunen og stiger i en anden.

Umiddelbart efterlader det i omegnen af 12-14 milliarder kroner, og heraf vil en meget stor del gå til at vedligeholde de eksisterende bygninger og veje.

Slutfacit bliver formentligt, at der i de kommende år vil være meget få muligheder for at bygge nye offentlige institutioner såsom idrætsfaciliteter, veje, rådhuse eller markante opgraderinger af eksisterende daginstitutioner, skoler eller plejecentre.

Men det svarer faktisk meget godt til Wammens udsagn om, at den grønne omstilling har "absolut største prioritet".

Tid til at strege i valgløfterne

Hvis regeringen står fast på sit krav om lavere anlægsrammer for at skabe plads til hurtigere grøn omstilling, så kan landets kommunalpolitikere derfor godt gå i gang med at strege i valgløfter og indgåede aftaler om anlæg de kommende år.

Den opgave bliver ikke nemmere af, at en række projekter fra 2021 allerede er skubbet ind i 2022 ligesom 2022 opgaver vil blive skubbet ind i 2023 på grund af stigende priser.

Men det er ikke kun de enkelte kommuner, som får problemer med en faldende anlægsramme. Det gør KL og det kommunale fællesskab også.

En lavere anlægsramme vil yderligere udfordre den faseopdelte budgetproces, hvor kommunerne skal blive enige om at fordele service- og anlægsrammen imellem sig. Spørgsmålet er ganske enkelt, om kommunerne kan blive enige om, hvem der skal bære en reduktion af anlægsrammen på 3-4 milliarder kroner.

Den store strid bliver formentligt, om nedskæringen skal fordeles ligeligt, eller om den især skal ramme de kommuner, som bruger mere end gennemsnittet pr. borger til anlæg.