Dyk i anlægsindikator kan hjælpe KL i økonomiforhandlinger

Bygge- og anlægsbranchens tro på fremtiden styrtdykker efter krigsudbrud. Det kan svække regeringens argument for stram anlægsramme.

Udgivet: 30/03/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Bygge- og anlægsbranchens tro på fremtiden har fået et gevaldigt skud for boven efter Ruslands invasion af Ukraine. På bare en måned er indikatoren faldet med syv point, hvilket er det største fald på en måned siden 2015 bortset fra udbruddet af corona.

Hvis faldet bider sig fast de kommende måneder, så vil det være en hjælp til KL's forhandlere ved økonomiforhandlingerne, fordi det svækker finansministerens argument om, at en uændret eller stigende kommunal anlægsramme kan true med at udløse stigende inflation fra en overophedet byggebranche.

På den korte bane er det et signal til kommunerne om, at det kan være et godt tidspunkt at sende bygge- og anlægsopgaver i udbud netop nu, hvor selvtilliden er lidt mindre, når bygge- og anlægsfirmaerne skal skrive deres tilbud.

Indikatoren viser, hvordan bygge- og anlægsbranchen vurderer udviklingen de seneste tre måneder og de kommende tre måneder. I og med at indikatoren har været stigende de seneste måneder før krigsudbruddet, så må det kraftige fald hidrøre fra en svigtende tro på fremtiden.

Det er vigtigt at bemærke, at indikatoren udtrykker et øjebliksbillede. Da coronakrisen brød ud faldt indikatoren som en sten. Men allerede måneden efter genvandt den det meste af faldet, og efter bare syv måneder var troen på fremtiden større, end før coronakrisen brød ud.

Sidst opdateret: 30/03/2022 - 12:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]