Vækst i førtidspension rammer især yderkommuner

På bare to år er antallet af førtidspensionister steget med 13 procent. Den store stigning rammer især yderkommunerne.

Udgivet: 18/03/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af førtidspensionister fortsætter med at stige efter den store stigning i 2021. Det rammer økonomien i nogle af de yderkommuner, der i forvejen er blandt landets fattigste.

Sammenlignet med 2019, altså før corona kom til Danmark, er antallet af førtidspensionister steget med cirka 27.000 personer på tværs af landet fra 203.000 til 230.000. Det er en stigning på 13 procent på bare to år.

Mens flere kommuner i Østjylland og rundt om København har oplevet en relativt beskeden stigning i antallet af førtidspensionister i forhold til indbyggertallet, så har kommuner som Lolland, Bornholm, Faxe, Aabenraa, Stevns, Hjørring og Slagelse haft en stigning i forhold til indbyggertallet, der ligger markant over gennemsnittet.

Kommunerne kompenseres under ét for udgifterne til førtidspensionister, men herefter er der ikke nogen fordelingsmekanisme, der gør, at kommuner med flere førtidspensionister får flere penge fra staten end kommuner med få førtidspensionister. Pengene fordeles alene efter antallet af borgere i hver kommune.

Udligningssystemet fanger ikke forskellen i kommunerne

Herefter er det i teorien op til udligningssystemet at sikre, at pengene fordeles til de kommuner, der har det største behov, men kriterierne fanger kun i meget lav grad forskellen i antallet af førtidspensionister.

Resultatet er, at kommuner med en lav stigning i antallet af førtidspensionister i forhold til landsgennemsnittet får en økonomisk gevinst, mens kommuner med en højere stigning i antallet end landsgennemsnittet får et tab.

Derfor er det afgørende for kommuneøkonomien - ikke hvor mange førtidspensionister man har i alt - men hvor mange kommunen andelsmæssigt har i forhold til landsgennemsnittet, eller hvor meget man andelsmæssigt stiger eller falder i forhold til landsgennemsnittet.

Lolland Kommune har både den største stigning i antallet og det markant højeste andelsmæssige antal, og derfor rammer udviklingen kommunen særligt hårdt. I 2021 var 86,7 ud af 1.000 indbyggere på Lolland på førtidspension, og indbyggertallet inkluderer både børn og folkepensionister. Det er på bare to år en stigning på 11,5 personer pr. 1.000 indbyggere.

Fra Lolland er der langt ned til nummer to på listen, Langeland Kommune, der i 2021 havde 67,2 førtidspensionister pr. 1.000 indbyggere.

Se tal for alle kommuner i kortet herunder:

FAKTA - Sådan har vi gjort:

Fra Danmarks Statistiks Statistikbank har vi fra tabellen AUK01 trukket tal for antallet af førtidspensionister i hver kommune i 2019 og 2021 for hvert kvartal. Herefter har vi beregnet et uvægtet gennemsnit for antallet i løbet af henholdsvis 2019 og 2021.

Det uvægtede gennemsnit har vi divideret med folketallet for tredje kvartal 2019 og tredje kvartal 2021 og ganget med 1.000 for at få antallet af førtidspensionister pr. 1.000 indbyggere i 2019 og 2021.

Til sidst har vi udregnet forskellen mellem antallet af førtidspensionister pr. 1.000 indbyggere i 2019 og 2021, som er det tal, kortet er farvet efter.

Sidst opdateret: 21/03/2022 - 05:59

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Førtidspension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]