Flygtningekrise gør udligningstilskud på 1,7 mia. til lotteri frem til 2031. Lolland Kommune kan tabe omkring 40 millioner kroner i 2024.

Flygtningekrise gør udligningstilskud på 1,7 mia. til lotteri frem til 2031. Lolland Kommune kan tabe omkring 40 millioner kroner i 2024. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Flygtningekrise gør udligningstilskud på 1,7 mia. til lotteri frem til 2031

Flygtningekrisen kan rykke voldsomt rundt på tilskud for faldende folketal i 35 kommuner. Læs her, hvordan det vil blive påvirket fra 2024 til 2031.

Udgivet: 15/03/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Hvis 20-40.000 ukrainske flygtninge i løbet af de kommende måneder bliver registreret i det danske CPR-register, vil det skabe kraftig turbulens ved fordelingen af et årligt tilskud på netto cirka 1,6 milliarder kroner til de 35 kommuner, som har nedgang i folketallet.

Lolland er et af de mere markante eksempler, fordi kommunen kan tabe omkring 40 millioner kroner i 2024, men muligvis også vinde et endnu større beløb fra 2025 til 2031.

"Vi har endnu ikke haft lejlighed til at regne på effekten, men det er afgjort noget, som står på min bekymringsliste," siger kommunaldirektør Thomas Knudsen fra Lolland Kommune.

Forklaringen på turbulensen skal findes i reglerne for det særlige tilskud til kommuner med faldende folketal.

Du kan læse mere om teknikken bag fordelingen nederst i denne artikel.

For at få maksimalt tilskud skal en kommune have haft tilbagegang i folketallet i de hvert af tre seneste år sammenlignet med fem år tidligere.

Hvis en kommune pludseligt modtager så mange nye borgere i 2022 fra Ukraine, at kommunen har en fremgang i folketallet sammenlignet med 2018, så vil kommunen typisk miste cirka en tredjedel af sit tilskud.

Mens det for en kommune som Gribskov er under 10 millioner, så er det for kommuner som Norddjurs, Skive og Hjørring over 25 millioner kroner.

Hvis kommunen kan styre tallene, så den lige præcis har en befolkningstilbagegang på 1, så mister den kun omkring en femtendedel af sit tilskud i stedet for en tredjedel. Til gengæld kan mange kommuner få en stor gevinst, hvis de får et stort hop i folketallet i 2022 og derefter et kraftigt fald, hvis der bliver fred i Ukraine og mange flygtninge rejser hjem igen.

Kan også givet langsigtet gevinst

Men der et andet element i de komplicerede regler for tilskuddet om faldende folketal betyder, at nogle kommuner kan få en uventet gevinst fra 2025-2031.

Forklaringen er, at tilskuddet fordeles efter summen af nettofald i de seneste syv år. Det betyder, at hvis en kommune et enkelt år ekstraordinært har et stort antal borgere registreret i sit folketal, som forsvinder året efter, så vil kommunen godt nok miste et år med nettofald, men det følgende år vil nettofaldet være mange gange større. Det betyder, at kommunen vil få ekstra i udligning i de følgende syv år.

Udregningen af den præcise effekt for de enkelte kommuner er ekstremt kompliceret, også fordi kommunerne deler puljen forholdsmæssigt i forhold til deres tilbagegang i folketallet - dog kan der maksimalt gives lidt over 95.000 kroner i udligningsværdi pr. mistet borger.

"Det er en meget komplekst udregning - så derfor tør jeg ikke sige noget nagelfast før vi har regnet mere på det," siger teamleder for udligning i Dataproces Kasper Lund Nødgaard.

Dataproces vil nu gå i gang med at lave en model, så kommunerne nemt kan få svar på, hvordan forskellige scenarier vil påvirke den kommunale udligning.

11 kommuner skal være helt særligt opmærksomme

Det er især de 11 kommuner, som modtager omkring 50 millioner kroner om året eller mere i udligning for faldende folketal, som skal være særligt opmærksomme på de negative effekter af at få så mange ukrainere, at de mister en tredjedel af kommunens tilskud fra faldende folketal.

Det er Lolland, Guldborgsund, Sønderborg, Tønder, Lemvig, Norddjurs, Morsø, Thisted, Skive, Ringkøbing-Skjern, Frederikshavn, Vesthimmerland og Hjørring.

Ifølge Kasper Lund Nødgaard, projektansvarlig for udligning i Dataproces, er det afgørende, at kommunerne er opmærksomme på, om de modtager så mange ukrainere, at kommunen får en vækst i folketallet fra 2019-2023.

"Sker det, så mister kommunen normalt cirka en tredjedel af sit tilskud for faldende folketal da tilbagegangskriteret bliver opgjort med afsæt i de seneste tre femårige perioder. Oplever en kommune en absolut vækst på bare én borger fra 2018-2023 så vil kommunen ikke udløse denne periode. Det kan godt betyde meget i en række kommuner," siger han. "Det optimale vil for mange kommuner som modtager tilskud for faldende folketal være at modtage et antal ukrainske flygtninge, som sikrer at man stadigvæk har oplevet et absolut fald i folketallet fra 2018-2023," siger han.

Her er den tekniske forklaring

Definitionen af kriteriet lyder sådan her: (2022 som eksempel).

"Kriteriet er et gennemsnit af de seneste tre år opgjorte nedgange i befolkningstallet i kommuner, som i året har et beskatningsgrundlag pr. indbygger mindre end 125 pct. af det landsgennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger. Nedgangen i befolkningstallet opgøres i hvert af de tre år for kommuner med en samlet nedgang i befolkningstallet over de seneste 5 år, som summen af de årlige nedgange over den 5-årige periode. De tre år svarer til tilskudsåret 2022 samt de to foregående år. Nedgangen i befolkningstallet for tilskudsåret 2022 opgøres på baggrund af befolkningstallet i perioden 2016-2021, samt perioderne 2015-2020 og 2014-2019 i beregningen i befolkningstilbagegangen i de to foregående år."

Effekten af ovenstående er, at en kommune mister et af de tre beregnings år, hvis et pludseligt hop i folketallet i 2022 betyder, at kommunen vil have faldende folketal for året 2023, idet tallet opgøres ud fra folketallet den første dag i året.

Hvis en kommune får en kriterieværdi for 2023 på nul, fordi den ikke lever op til kravet om fem års fald, så vil den miste et af de tre år, som udligningen beregnes af.

Det vil typisk svare til omkring en tredjedel af tilskuddet, medmindre kommunens hidtidige tilskud kun er baseret på tilbage i et eller to år.

Kommunen vil tabe en tredjedel af tilskuddet i tre år (2023-2025), hvorefter nulværdien vil være ude af regnskabet igen - hvis kommunen løbende fald i folketallet igen betyder at kommunen i 2023 og frem opfylder kravet om et femårigt fald.

Hvis kommunen trods tilgang af flygtninge i 2022 fortsat har et mindre fald i folketallet målt over fem år i 2023, så betyder teknikken bag beregningen, at kommunen kun vil miste cirka en femtendedel af tilskuddet i det næst efterfølgende år (2024), to femtendele i året efter (2025).

Herefter gælder det alle kommuner - både de som havde stigende og faldende folketal i 2023 vil tabe en femtedel i det fjerde og femte år (2026 og 2027), hvorefter effekten gradvist vil aftage igen og være helt væk i det niende år (2031) regnet fra det år folketallet steg.

Forklaringen på den profil er:

  • At den lave kriterieværdi for 2023 kun tæller med en femtedel af en tredjedel ved beregningen af udligningen for 2024, som sker i juni 2023.
  • Året efter i 2024 tæller den lave kriterieværdi i 2023 tælle med i både værdien for 2023 og 2024, og dermed får den en vægt på 2/3 af en femtedel ved beregningen af udligning for 2025,
  • I 2025 og 2026 vil den tælle med en femtedel (3/3 af en 1/5) ved beregning af udligningen for 2026 og 2027.
  • Herefter vil den lave værdien fra 2023 falde ud af beregningen af kriterieværdien for 2027 (udligning 2028), og dermed falder værdien til 2/3 af en femtedel.
  • Året efter i 2029 (udligning 2030) falder værdien til 1/3 af 1/5 og endeligt i kriterieværdien for 2030 (udligning 2031) vil hoppet i folketallet i 2022 være helt ude.

Den tekniske model bag beregningen af kriteriet har samtidig den effekt, at et pludseligt kortvarigt hop i folketallet i en kommune på lang sigt vil forøge kriterieværdien for kommunen kraftigt.

Det skyldes, at året med vækst blot optræder som et nul ved beregningen, mens de efterfølgende år med fald tæller fuldt med. På den måde kan en kommune få en kriterieværdi, som er langt større end det faktiske fald i folketallet målt over en femårig periode.

Som det fremgår af ovenstående, så er det nemt at sige noget om retningen af effekterne, men de samlede effekt for en af de 35 kommuner, som modtog tilskud for faldende folketal i år.

Sidst opdateret: 15/03/2022 - 13:43

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]