Overvismand Carl-Johan Dalgaard siger, at politikerne kan vælge at finansiere øgede forsvarsudgifter via overholdbarheden i statens budget.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard siger, at politikerne kan vælge at finansiere øgede forsvarsudgifter via overholdbarheden i statens budget. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Overvismand: Der er råd til både velfærd og større forsvarsudgifter

Større forsvarsudgifter betyder ikke nødvendigvis, at kommuner og regioner får færre penge til velfærd. Men det forudsætter, at Folketinget vil bruge af den såkaldte overholdbarhed og dermed hæve underskudsgrænsen i budgetloven.

Udgivet: 02/03/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Der er med de nuværende prognoser både råd til at øge velfærden og opfylde NATO-aftalen om at øge forsvarsudgifterne til to procent, siger formanden for det økonomiske Råd Carl-Johan Dalgaard.

Men det forudsætter, at Folketinget er klar til at køre med offentlige underskud frem mod 2030, og dermed droppe den hidtidige ambition i budgetloven om, at der skal være strukturel balance på de offentlige budgetter i 2030.

"Ønsket om at hæve forsvarsudgifterne umuliggør ikke, at man kan have både demografi og velfærdsjusteret træk på de offentlige udgifter fremadrettet," siger Carl-Johan Dalgaard.

Den melding er vigtig viden for den offentlige sektor og især kommuner og regioner. Det betyder, at det ikke er en given ting, at regeringen er nødt til at skære i servicerammerne i de årlige økonomiaftaler, fordi forsvarsudgifterne skal hæves.

Inden landets kommuner og regioner budgetterer med en uændret stigning i de økonomiske rammer, så er det dog vigtigt at se på de forhold, som kan få regeringen til at kræve større mådehold.

Her er de 24 milliarder kroner, som kan sikre uændret udgiftsvækst

Forklaringen på at nye forsvarsudgifter for 18 milliarder ikke nødvendigvis vil reducere væksten i velfærdsudgifterne er, at statens finanser ifølge beregninger fra Det Økonomiske Råds formandskab - de såkaldte økonomiske vismænd - er overholdbare med cirka 24 milliarder kroner, hvis man ser på udviklingen til 2040. Og det er vel at mærke efter man har regnet med, at de offentlige udgifter skal stige både i takt med demografien og den almindelige vækst i velfærden.

Det betyder, at Folketinget varigt kan udvide de offentlige udgifter med 24 milliarder kroner uden at staten på lang sigt får underskud.

Når politikerne hidtil har været tilbageholdende med at bruge af af denne overholdbarhed, så skyldes det, at den bygger på beregninger af, hvordan indtægter og udgifter vil udvikle sig helt frem til 2040, og derfor af logiske grunde er behæftet med en stor usikkerhed.

Vismændene har også hidtil advaret politikerne mod kritikløst at bruge hele overholdbarheden blandt andet fordi det er afgørende forudsætning for beregningen, at danskerne fortsætter med at gå senere på pension som forudsat i aftalerne om senere tilbagetrækning.

"I det øjeblik man går ind i samtaler om varige løft af de offentlige udgifter, så kræver det koncentration og forsigtighed," siger overvismanden.

Alene på et år fra 2020 til 2021 reducerede Vismændene skønnet for overholdbarheden fra 1,6 til 1,0 procent af BNP svarende til en reduktion fra cirka 38 milliarder til 24 milliarder. Årsagen til den nedjustering var ifølge Dalgaard, at Vismændene i 2021 brugte et mere forsigtigt skøn for, hvor meget tilbagetrækningsreformerne vil øge arbejdsudbuddet.

"Så den justering vi foretog fra 2020 til 2021 kan godt vise sig at være for voldsom. Men det vigtige budskab er, at beregningen af overholdbarheden er usikker, fordi den hviler på en række forudsætninger," siger Carl-Johan Dalgaard.

Flere grunde til, at det kan ende med lavere vækst i de økonomiske rammer

Landets kommuner og regioner bør være opmærksomme på, at der er en række mulige grunde til, at de kan ende med at få en mindre vækst i de økonomiske rammer end man hidtil har set. Her er listen af de mest oplagte:

  • At forudsætningerne bag beregningen af overholdbarheden viser sig at være for optimistiske, eksempelvis fordi danskerne begynder at gå lidt tidligere på pension end forventet.
  • At der opstår behov for andre uventede varige udgiftsløft på samme måde som behovet for at øge forsvarsudgifterne, der er opstået meget akut med invasionen i Ukraine.
  • At et flertal i Folketinget ikke er klar til at tage risikoen ved at gå helt til grænsen af den økonomiske overholdbarhed og derfor ikke vil acceptere, at man nu budgetterer med et strukturelt underskud på eks. en procent i 2030.
  • At et flertal i Folketinget vil prioritere skattelettelser frem for stigende offentlige udgifter. Så sent som ved præsentationen af den økonomiske redegørelse i marts krævede den borgerlig liberale tænketank Cepos, at de 24 milliarder skulle bruges på skattelettelser.

Kan ikke sammenlignes med corona

Carl-Johan Dalgaard advarer om, at man ikke kan sammenligne eks. 18 milliarder ekstra til forsvaret med de på papiret meget større milliardbeløb, som blev brugt på corona.

"Corona var en engangsudgift, og med den aktuelle status på statsfinanserne så er der ikke noget at være nervøs for. Nu står vi en situation, hvor der er opstået en en akut situation i Østeuropa, som har affødt en samtale om, at justere forsvarsudgifterne. På papiret kan det fremstå som småtterier sammenlignet med udgiften til coronakrisen. Men reelt er vi ude i helt andre udgiftstørrelser, fordi øgede forsvarsudgifter er en varig udgift. Det er en politisk prioritering - man skal bare være bevidst om, hvor højt det pengetræ er, som man er ved at klatre op i," siger Carl-Johan Dalgaard.

Sidst opdateret: 07/03/2022 - 07:04

Emner: Økonomi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]