Hvis nogen har tvivlet på, at det nye udligningssystem har skabt et alvorligt problem for de grundlæggende styringsmekanismer i den kommunale økonomi, så er der god grund til at se på de nye likviditetstal fra Indenrigs- og Boligministeriet.

På bare et år er kommunernes samlede likviditet steget med 6,5 milliarder kroner, så der ved udgangen af 2021 lå i alt 59,5 milliarder kroner i de kommunale kasser udregnet efter den officielle målestok ved at hjælp af den såkaldte kassekreditregel. Tallene er netop offentliggjort på Indenrigs- og Boligministeriets hjemmeside med nøgletal.

De bugnende kommunekasser udgør et styringsproblem, fordi 84 af landets 98 kommuner nu har så mange penge i kassen, at de uden problemer har likviditet til at øge deres service- og anlægsramme. Og næsten alle fortsætter med at ophobe yderligere likviditet.

Udfordringen er imidlertid, at regeringen som led i den overordnede finanspolitiske styring kræver, at kommunerne samlet for hele landet holder sig inden for en service- og anlægsramme, som for i år er henholdsvis 275,4 milliarder kroner og 19,9 milliarder kroner.

Problemet med den store likviditet er meget enkelt, at kommunerne har mulighed for at bruge langt flere penge på service og anlæg end de må. Det giver et styringsmæssig udfordring, fordi kommunerne i den såkaldte faseopdelte budgetproces skal blive enige om, hvem der må bruge hvor mange penge.

Hvis kommunerne overskrider udgiftsrammerne, så bliver kommunerne ramt af store kollektive sanktioner fra staten.

Det selvregulerende system er smadret af udligningsreformen

Da systemet oprindeligt blev udtænkt svarede finansieringen - altså de indtægter kommunerne har fra skatte, tilskud og udligning - ret præcist til de samlede service- og anlægsrammer.

Dermed var systemet på den lange bane i store træk selvregulerende. Hvis kommunerne brugte flere penge end de havde finansiering til, så ville likviditeten komme under pres. Derfor var systemet selvregulerende, så længe kommunerne opførte sig ansvarligt i forhold til kassebeholdningen.

Allerede med økonomiaftalen for 2013 begyndte det system at skride, fordi regeringen gav kommunerne et ekstraordinært likviditetstilskud. Det særlige tilskud var dels begrundet i, at kommunerne havde fået nye og likviditetskrævende opgaver med kommunalreformen, dels at en række især yderkommuner var ramt af skævheder i den kommunale udligning.

Ideen var, at det midlertidige tilskud skulle falde væk, når regeringen og Folketinget fik repareret udligningssystemet. Men reformen af udligningen blev udskudt igen og igen, og når der opstod nye problemer, så løste Folketinget det ofte ved at tildele kommunerne yderligere ekstraordinære finansieringstilskud tilskud. I 2018 var de samlede tilskud nået op over seks milliarder kroner.

Landets fremmeste eksperter i kommuneøkonomi advarede igen og igen om, at det var uholdbart at kommunernes likviditet bare fortsatte med at vokse.

Derfor var det meget få kommuner, som turde bruge de store kassebeholdninger til service, for så ville de skulle gennemføre nedskæringer, når de særlige og midlertidige finansieringstilskud forsvandt igen. Derfor valgte mange kommuner at bruge pengene på anlæg og polstring af kommunekassen.

Det betød, at kampen om at få del i særligt anlægsrammen år for år blev skærpet i den faseopdelte budgetproces.

Overfinansiering blev varig med udligningsreform

Alle bekymringer om ophør af de ekstraordinære og midlertidige tilskud forsvandt med udligningsreformen i 2020.

Populært sagt ønskede flertallet bag reformen, at så få kommuner som muligt skulle tabe på reformen, mens så mange som muligt skulle vinde.

Derfor gjorde politikerne ikke alene størstedelen af de hidtidige midlertidige tilskud permanente, de tilføjede også nye, så kommunerne i fremtiden årligt bliver overfinansieret med cirka 6,5 milliarder kroner om året.

I og med at kommunerne til enhver tid - så længe den nye reform er i kraft - vil få cirka 6,5 milliarder mere i finansiering fra skatter, udligning og tilskud, så er det elementær økonomisk logik, at kommunernes likviditet på den lange bane vil stige med cirka 6,5 milliarder kroner om året, præcis som de nye tal viser.

På den korte bane kan kommunerne nedbringe deres likviditet ved at afdrage deres langfristede gæld, hvilket KL kraftigt har opfordret kommunerne til. De nye likviditetstal viser dog, at kommunerne angiveligt ikke har fulgt det råd.

Borgerlige politikere tror fejlagtigt, at skattelettelser vil løse problemet

Gennem årene har det ofte skabt henholdsvis undren og let hovedrysten hos mange kommunale økonomifolk, at især ledende borgerlige politikere har kritiseret kommunerne for ikke at nedbringe likviditeten ved at give skattelettelser.

Kravet har udløst undren og hovedrysten, fordi det er en del af styringen af kommunens økonomi, at enhver skattelettelse vil udløse en tilsvarende vækst i kommunernes tilskud fra staten.

Årsagen er den enkle, at statens tilskud pr. definition udgør forskellen mellem kommunernes skatteindtægter og den samlede udgiftsramme, og dermed vil statens tilskud stige i takt med at skatteindtægterne falder.

Derfor vil kommunale skattelettelser ikke ændre på kommunernes likviditet, men alene på statens.