Manglen på arbejdskraft i servicebranchen slår rekord og presser kommunerne yderligere

Ved indgangen af februar meldte servicebranchen om en rekordhøj mangel på arbejdskraft. Det kan give kommunerne yderligere rekrutteringsudfordringer.

Udgivet: 25/02/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

39 procent af virksomhederne i servicebranchen mener selv, at manglen på arbejdskraft udgør en væsentlig produktivitetsbegrænsning, og at de dermed kunne få flere ordrer og højere omsætning, hvis de kunne ansætte flere folk.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som er de højeste tal i statistikkens historie, der går tilbage til 2011. Særligt indenfor erhvervene rengøring og anden operationel service er tallet tårnhøjt, og her er det 68 procent af virksomhederne, der mangler arbejdskraft.

Det er skidt nyt for kommunerne, der for alvor mangler arbejdskraft i eksempelvis hjemmeplejen, hvor de kæmper med især med servicebranchen i det private erhvervsliv om mange af de samme medarbejdere.

Også jobs som pædagogassistenter og SOSU'er vil i mange tilfælde kunne varetages af nogle af de samme mennesker, som kommer ind i eksempelvis rengøringsbranchen eller hotel- og restaurationsbranchen, som også ligger under serviceerhvervene.

Derfor kan kommunernes rekrutteringsudfordringer blive endnu større, så længe de store rekrutteringsudfordringer i de private erhverv også fortsætter.

Den store stigning i manglen på arbejdskraft satte for alvor ind i foråret og sommeren sidste år, hvor økonomien for alvor genåbnede efter et år med stor usikkerhed som følge af corona.

Her vurderede mange økonomer, herunder vismændene, at der ville være tale om en midlertidig periode, hvor manglen på arbejdskraft ville stige i mange brancher fordi arbejdsmarkedet igen skulle tilpasse sig normalen, og det ville tage noget tid for nogle af de nedlukkede brancher at finde arbejdskraften igen.

Næsten et år senere fortsætter arbejdskraftmanglen dog med at stige, og der er ikke noget tegn på, at tendensen er ved at vende. Samtidig er beskæftigelsen på det højeste niveau nogensinde, og arbejdsløsheden er historisk lav.

Læs også:
Minister: Ingen hjælp på vej til at løse manglen på arbejdskraft

Til trods for de omfattende rekrutteringsudfordringer i både det offentlige og det private er der ikke nogen større håndsrækning på vej fra politikerne på Christiansborg på denne side af et folketingsvalg, og dermed kan kommunernes rekrutteringsudfordringer vare ved længe endnu.

Sidst opdateret: 28/02/2022 - 06:37

Temaer: Arbejdsudbud, Arbejdskraftmangel

Emner: Arbejdsmarked, Rengøring

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]