23 kommuner budgetterer med færre penge på ældre i 2022
Del artiklen:
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) har flere gange lovet penge til ældreområdet i kommunerne, så demografien kunne dækkes ind. Men virkeligheden ser anderledes ud i mange kommuner. 23 kommuner budgetterer med mindre i 2022 pr. ældre over 65 år, end de gjorde i 2021. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (arkiv)
Mange kommuner kan ikke dække demografien på ældreområdet i budgettet for 2022. De påtænker således at bruge færre penge på ældreområdet i det kommende år, end de gjorde i 2021. Det viser nye tal.
Regeringen har ofte slået fast, at kommunerne har fået dækket demografien på ældreområdet i økonomiaftalerne. Men virkeligheden ser anderledes ud for 23 kommuner. Her har man i 2022 budgetteret med færre midler pr. borger over 65 år, end man gjorde i 2021. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik, der er blevet offentliggjort her til morgen (tirsdag).
Kommunerne har samlet set budgetteret med 2,7 mia. kr. mere i 2022, hvis man sammenligner med 2021. Men efter pris- og lønregulering, svarer det kun til en stigning på 1,8 mia. kr. Men tallet er i virkeligheden omkring en halv milliard kroner mindre, som til og med 2021 blev givet som et særligt tilskud, og derfor ikke indgik i kommunernes nettoudgifter i budgettet.
Det betyder i praksis, at flere end de 23 kommuner reelt set vil have en lavere udgift pr. ældre i 2022, hvis man sammenligner med de faktiske udgifter i 2021.
Den kommune, der er hårdest ramt, er Langeland Kommune. De har i 2022 budgetteret med 2.325 kr. mindre pr. borger i alderen fra 65 år, end de gjorde i 2021. Kommunen budgetterer med at bruge 6,8 mio. kr. mindre i alt på ældreområdet i 2022, samtidig med at andelen af ældre stiger med 1,6 procent.
Omvendt har Rudersdal Kommune kun haft en befolkningstilvækst på 1,1 procent i aldersgruppen, men de budgetterer med at bruge 7.235 kr. mere pr. borger fra 65 år i 2022. Ifølge økonomichef Peter Lassen skyldes det en konteringsfejl, som har betydet at ældreområdet er overbudgetteret med cirka 100 millioner kroner, mens det specialiserede socialområde er underkonteret med det samme beløb.
Tilføjelse 20.1. 2022: Oplysninger om konteringsfejl i Rudersdal tilføjet.
Sådan har vi gjort
Danmarks Statistik (DST) har tirsdag offentliggjort budgetterne for 2022. Her kan man finde budgettallene på ældreområdet fordelt på kommuner og den autoriserede kontoplan. På ældreområdet har vi taget alle konti mellem 5.30.26-5.32.37, undtagen 5.32.30. Det har vi gjort for både budgetår 2021 og 2022. Budgettallene for 2021 har vi P/L-reguleret med 2022 tallet, som ligger på 1,9 procent. Forskellen opgøres om 1,8 mia. kr.
Dernæst har vi taget de PL-regulerede tal og fordelt pr. borger i aldersgruppen 65-125 år, som kan trækkes fra DSTs folketal. Her har vi brugt tal fra fjerde kvartal 2020 for budgetår 2021 og fjerde kvartal 2021 for budgetår 2022. Det skyldes, at første kvartal for 2022 endnu ikke er tilgængelig hos DST. Forskellen på tallene pr. ældre er opgjort i kortet ovenfor.
Regeringen har nu definitivt skudt en løsning på de kaotiske forhold omkring den kommunale medfinansiering (KMF) af sundhedsvæsenet til 2024. 52 kommuner lider yderligere tab på op til 600 mio. kr..