Inger Støjberg forlader Folketingssalen efter, at et flertal har erklæret hende for uværdig under afstemning i Folketingssalen, hvor der stemmes om, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget efter rigsretsdommen, tirsdag den 21. december 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Inger Støjberg forlader Folketingssalen efter, at et flertal har erklæret hende for uværdig under afstemning i Folketingssalen, hvor der stemmes om, hvorvidt Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget efter rigsretsdommen, tirsdag den 21. december 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

FAKTA: Nu er fem smidt ud af Folketinget siden 1953

Det er sjældent, at siddende medlemmer bliver smidt ud af Folketinget. Tirsdag er tallet steget til fem.

Udgivet: 21/12/2021

Del artiklen:

Tidligere udlændingeminister og nu løsgænger Inger Støjberg er smidt ud af Folketinget. Det sker, fordi hun er idømt to måneders fængsel for ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Det er historisk set sket meget sjældent, at Folketinget kender medlemmer uværdige og sender dem ud af parlamentet. Blandt andet fordi medlemmer af Folketinget, der risikerer at ende i situationen, ofte selv trækker sig.

Gør de ikke det, skal sagen behandles i Udvalget til Valgs Prøvelse. Og endelig skal det til afstemning i Folketinget.

Siden ændringen af Grundloven i 1953 er nu sket blot fem gange at medlemmer er blevet smidt ud.

Læs her, hvornår det er sket:

* Thorstein Petersen, 1957:

Den første, der blev erklæret uværdig, var den færøske folketingsmand Thorstein Petersen. Han blev ved en højesteretsdom idømt 40 dages fængsel for overtrædelse af blandt andet banklovgivningen.

* Arnold Chr. Normann, 1972:

Den radikale politiker Arnold Chr. Normann blev stemt ud af Folketinget i 1972.

I september 1971 var han i en trafikulykke hovedansvarlig for, at to blev dræbt og tre kvæstet. I efteråret 1972 blev han i Østre Landsret frakendt retten til at køre bil i to år samt idømt 30 dages hæfte.

November samme år blev han stemt ud af Folketinget med stemmerne 88 for og 70 imod. Fem undlod at stemme.

* Mogens Glistrup, 1983 og 1984:

Den opsigtsvækkende advokat og stifter af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup blev stemt ud af Folketinget i 1983 og 1984.

Gennem flere år havde Mogens Glistrup fortalt, hvordan han undgik at betale skat. I 1983 blev han dog - efter en langvarig retssag - i Højesteret idømt tre års fængsel for skattesvig.

Han blev stemt ud af Folketinget 1. juli 1983 med 128 stemmer for og 22 imod. 29 var fraværende.

Mogens Glistrup blev stemt ud, men havde ikke mistet retten til at stille op igen. Derfor stillede han fra fængslet op til valget i januar 1984, hvor han blev valgt ind.

Han kunne derfor - med sin immunitet som folketingsmedlem - forlade fængslet 16. januar. Allerede 6. februar stemte 139 medlemmer af Folketinget dog for at erklære Glistrups valg ugyldigt. Han måtte derefter tilbage til fængslet.

* Hugo Holm, 1990:

Hugo Holm kom i Folketinget for Fremskridtspartiet i 1988 som suppleant for Pia Kjærsgaard, der havde været ude for en trafikulykke. Efterfølgende erstattede han et andet medlem permanent. I 1989 blev han løsgænger efter interne konflikter.

Hugo Holm blev i 1990 idømt seks måneders fængsel for vold, forsøg på bedrageri, falsk anmeldelse og spritkørsel.

Det blev han efter en bizar episode i 1989, hvor han beskyldte et par, han havde givet et lift, for at have stjålet en større mængde kontanter fra ham.

Han tævede herefter det ene af de to og anmeldte tyveriet til sit forsikringsselskab. I december samme år blev han taget for at køre med en promille på 1,92.

Et enstemmigt Folketing stemte ham i november 1990 ud af Folketinget.

* Inger Støjberg, 2021.

Inger Støjberg kom i Folketinget i 2001 valgt i Skive Kredsen. Efter en lidt kaotisk start blev hun hurtig partiets profil på udlændingeområdet.

I 2016 giver hun som udlændinge- og integrationsminister - på trods af, at være advaret om, at det vil være ulovligt - en instruks om, at alle asylpar, hvor den ene er mindreårig, skal adskilles. De har ifølge loven krav på individuel sagsbehandling.

Efter utallige samråd, en kommissionsundersøgelse og en rigsret bliver hun i december 2021 dømt 60 dages ubetinget fængsel for forsætligt at have brudt ministeransvarsloven.

I december 2021 bliver hun kendt uværdig til Folketinget med 98 stemmer imod 18. Alle i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og løsgængeren Naser Khader stemte for.

Kilder: Folketingstidende, Ritzau, danmarkshistorien.

/ritzau/

Sidst opdateret: 21/12/2021 - 19:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]