
I Odense, Aalborg og Tønder Kommune er man i fuld gang med at løse SOSU-udfordringen. - Foto: (Arkiv) Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Kommuner i fuld gang med at løse SOSU-manglen
I en række kommuner arbejder man benhårdt på at løse sosu-manglen. Vi har talt med tre kommuner, der allerede er i fuld gang.
Udgivet: 02/12/2021
Selvom udfordringen er stor, er en række kommuner allerede i fuld gang med at skaffe flere til social- og sundhedsområdet.
Frem mod 2030 kommer vi ifølge FOA til at mangle omkring 42.000 SOSU'er. Problemet er nemlig, at vi bliver flere ældre, samtidig med at hver tredje SOSU'er er over 55 år.
Læs mere om problematikken her:
I Odense har man været opmærksom på problematikken gennem længere tid.
"Vi besluttede som led i budgetaftalen for 2019 at afsætte en række midler med henblik på at kanalisere ledige over i social- og sundhedsområdet. Primært som SSH'er (social- og sundhedshjælpere, red.) og SSA'er (social- og sundhedsassistenter, red.)," fortæller koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen Gorm Hjelm Andersen.
Derfor har de i Odense Kommune sammen med Social- og Sundhedsskolen lavet et forforløb for ledige, der har vist interesse for social- og sundhedsområdet. Samtidigt har man ansat mentorer, der understøtter de ledige. Når man har været igennem forforløbet og skal begynde på grundforløbet, bliver man ansat og får løn.
"Målsætningen er, at vi over den her treårige periode, 2020 til 2022, der skal vi have 527 kanaliseret fra ledighed til velfærdsområdet. Status er, at 156 SSH'er og SSA'er er påbegyndt grundforløbet. Hertil skal lægges, at vi har formidlet 73, der allerede havde en erhvervsuddannelse som SSH eller SSA. Det er også en del af projektet. 81 er påbegyndt en uddannelse som pædagogisk assistent, og 25 pædagoger er blevet direkte formidlet. Alt i alt har vi lige nu realiseret 335, og vi mangler 192," siger Gorm Hjelm Andersen.
Han mener derfor også, at det er realistisk for Odense Kommune at skaffe de 964 SOSU'er frem mod 2030, som FOA har regnet sig frem til, kommunen kommer til at mangle. Men det kræver hårdt arbejde.
Samme optimisme finder man i Aalborg, hvor man skal finde 1440 SOSU'er. Her har man også et uddannelsesforberedende forløb, der skal gøre ledige borgere klar til at blive ansat som voksenelev i Aalborg Kommune og starte på grundforløbet.
"Jeg er sikker på, vi kan løse opgaven. Nu er vi lige lykkedes med at finde mange til ældreområdet, men vi kan godt starte forfra, for der starter nye hold i 2022. Det at vi er blevet dygtigere sammen med arbejdsgiverne gør også, at vi får en mere velsmurt maskine. Så vi starter ikke forfra, hver gang vi skal rekruttere elever," siger Beskæftigelseschef Jesper Dahlgaard.
Fokus på østeuropæere
Det er ikke kun i de store universitetsbyer, man er opmærksomme på problematikken. I Tønder Kommune bliver interesserede ledige inviteret med til et fælles møde, hvor man hører mere om uddannelsen samt ens mulighedere før hvert optag på SOSU-uddannelserne.
Men nu vil man også begynde på at rekruttere østeuropæere til faget.
"I andre kommuner har man haft held med (at rekruttere, red.) østeuropæere. Nu vil vi også prøve i Tønder Kommune at komme i kontakt med nogle af dem, som vi ikke har i vores system. Vi prøver at få kontakt med nogle familier. Vi har også østeuropæere hos os, men de har måske koner eller kærester gående derhjemme, som ikke er i vores system. Her vil vi prøve også at holde et infomøde for dem," fortæller Teamleder hos Jobcenter Tønder Lone Vinum Christesen, der mener, Tønder Kommune er rigtig godt på vej i forhold til at løse SOSU-manglen.
Sidst opdateret: 03/12/2021 - 10:25
Temaer: Arbejdskraftmangel









































