Der er tale om store potentielle besparelser for den offentlige sektor, hvis man satser mere på forebyggende træning, smertehåndtering og vægttabskurser for gigtpatienter i den arbejdsdygtige alder. Det fremgår af en ny analyse foretaget af Kraka Advisory for Gigtforeningen.

Men det er kommunerne, der skal tage satset og investere penge til den forebyggelse.

Kommunerne får dog ikke hele besparelsen af deres investering, da de ud fra beregningerne fra Kraka Advisory kun får mellem 25-50 procent af besparelsen, da resten tilfalder regionerne og staten. Selve besparelsen ligger nemlig også i færre hospitalsindlæggelser og at få flere i arbejde og dermed væk fra overførselsindkomster.

Mette Bryde Lind, der er direktør i Gigtforeningen, fortæller dog, at kommunerne vil opleve en besparelse, selvom man trækker investeringen fra deres potentielle besparelse.

Undersøgelsen er den første, der giver foreningen nogle tal på, hvad man kan spare i både kommuner, regioner og stat, hvis man fokuserer mere på forebyggelse.

"Nu har vi en mulighed for at gøre noget konkret for borgerne," siger Mette Bryde Lind.

Hun fortæller samtidig, at mange af dem, der har gigt, arbejder i velfærdssektoren. Hvis man kunne få dem tilbage i arbejde, så kunne man øge arbejdsudbuddet med 630 personer alene i velfærdssektoren.

Men selvom kommunen samlet set kan spare på mere forebyggelse, så kan der være en incitamentsudfordring internt i en kommune, da besparelsen er i én forvaltning, mens udgiften er i en anden forvaltning.

Kraka Advisory vurderer i øvrigt, at de har anlagt et konservativt skøn, da de ikke har kunnet få data på, hvor meget der spares på "receptpligtig medicin, omkostninger til hjemmehjælp og anden støtte". De understreger dog også i analysen, at der er del usikkerheder ved deres beregninger, såsom "hvad indsatsen koster, hvor stor effekten er, og hvor meget meromkostningerne til overførsler og sundhedsydelser reduceres for personer med gigt," skriver de i rapporten.

Men selv med den usikkerhed, mener de, at det offentlige samlet kan spare mellem 5.000-31.000 kroner pr. borger med gigt i den arbejdsdygtige alder i det år, de starter med forebyggelsen.

Kommunerne kender godt til udfordringen

Det er ikke i mangel på hverken viden eller vilje, at kommunerne ikke satser mere på forebyggelse, mener Michael Hansen, der er administrerende direktør i Den Sociale Udviklingsfond (SUF).

Han peger netop på, at der er store udfordringer med incitamentsstrukturen og selve systemet i den offentlig forvaltning.

"Udfordringen er, at vi som udgangspunkt kun kigger ind i étårige budgetter eller i bedste fald i valgperioder. Det at lægge bare en 10-års-plan er en gigantisk udfordring, selv i de kommuner, hvor du har bykonger," fortæller Michael Hansen. "Det sagt, så er de fleste kommuner meget opmærksomme på den udfordring, at man tænker i de her søjler og siloer."

Det billede som Michael Hansen tegner kan borgmesteren Ib Lauritsen (V) i Ikast-Brande godt genkende. Her har de haft ansat en "På tværs direktør", som netop skal prøve at bryde siloer ned, men det er lettere sagt end gjort.

"Jeg tror, at alle kommuner kender den udfordring, at personer går på tværs, men siloerne går på langs," fortæller Ib Laurisen. "Derfor er der en udfordring på helhedstænkningen, og det gælder alle områder. Det gælder også ældreplejen, hvor der både er sundheds- og serviceloven."

Han mener, at deres På tværs direktør først og fremmest har en psykologisk effekt, der sender et signal til alle medarbejdere i kommunen om, at de gerne må tænke mere helhedsorienteret. Men han erkender, at de langt fra er i mål endnu. Især med selve systemet.

"Der tror jeg lige så godt, at man kan erkende, at hvis man ikke bygger incitamentsstrukturer op, som virker rigtigt, så kommer det ikke til at virke rigtigt," siger han.

Gigtforeningen mener derfor, at man skal indføre nye standarder på området.

"Vi skal have bindende krav og kvalitetskrav til alle 98 kommuner," siger Mette Bryde Lind.

Michael Hansen fra SUF mener, at der skal meget mere til.

"Det er et politisk mod og opbakning, der skal til for at vi kan indrette os helt anderledes i den offentlige sektor end blot et plaster på," siger han. "Man kunne ønske sig, at KL inviterede regeringen og satte sig for at sige, vi skal løse det her problem, for som velfærdssamfund har vi ikke råd til at spilde ressourcerne på den måde, som vi gør i dag på grund af, at vi har indrettet os uhensigtsmæssigt."

Han mener, at hele systemet er bygget op omkring den kortsigtede og lidt afgrænsede tænkning. Men her har Gigtforeningen netop taget udgangspunkt i besparelser på den korte bane, så der er besparelser at hente allerede inden for det første budgetår, hvor man går i gang med forebyggelsen og træningen.

Ud med vanetænkning

Ib Lauritsen peger på, at selvom der er incitamentsudfordringer, så er der også nogle gange en vanetænkning, der forhindrer forandringer. Han mener, at man skal styre efter at lade økonomien følge de gode handlinger.

"Vi er parat til at gøre noget. Vi er en mental frikommune," siger Ib Lauritsen og fortæller også selvkritisk om deres egen kamp om at nå i mål:

"Nogle gange, så tror vi, at det ikke kan lade sig gøre. At noget er ulovligt. Men ofte er det i os selv begrænsningen ligger. For det er noget med tradition og plejer. Men ofte hvis en kommune gerne vil udfordre noget, så kan det godt lade sig gøre. Det er noget bøvl, og det er ofte, man skal have noget ekstra kamp om det, men der er mange ting, der kan lade sig gøre, inden for den lovgivning, der er," afslutter Ib Lauritsen.