Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune mener ikke, at de som vækstkommune kan lave store besparelser på hverken service- eller anlæg, da der kommer en stor tilflytning af nye borgere.

Karsten Søndergaard (V), borgmester i Egedal Kommune mener ikke, at de som vækstkommune kan lave store besparelser på hverken service- eller anlæg, da der kommer en stor tilflytning af nye borgere. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Vækstkommuner: Nødvendigt at overskride service- og anlægsramme

Vækstkommuner som Vallensbæk, Køge og Egedal kan og vil ikke leve op til KLs ønsker om besparelser på service- og anlæg. De mener samstemmigt, at de skal investere mere end rammerne kan bære, da de er kommuner i vækst med mange tilflyttere.

Udgivet: 16/09/2021

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Selvom de har været bekendt med KLs advarsel om besparelser på både service- og anlægsrammen på henholdsvis 625 mio. kr. og 4,3 mia. kr., har flere vækstkommuner alligevel offentliggjort budgetter, der overskrider både service- og anlægsrammen.

Forklaringen er ifølge kommunerne, at der er stor tilflytning til netop deres kommune, og de har behov for at investere.

"Som det ser ud lige nu, så ligger vi omkring 25 millioner kroner over på servicerammen," fortæller Karsten Søndergaard (V), der er borgmester i Egedal Kommune. Det vil sige, at kommunen ligger 25 mio. kr. over det, som KL har anbefalet.

Anbefalingen har været, at man tager 2021-budgettet og i gennemsnit lægger maksimalt 0,51 procent stigning til servicerammen. Hvis alle kommuner gjorde det, så ville man ikke overskride den samlede serviceramme. Men den øvelse er lettere sagt end gjort, da flere kommuner overskrider den ramme.

"Bare at opretholde det service, vi har nu, kræver en udvidelse af den serviceramme, vi har," siger Karsten Søndergaard.

Egedal Kommune går også over anlægsrammen.

"Det skyldes den kæmpe vækst, vi har i øjeblikket. Vi er omkring 44.000 indbyggere, og vi havde fået 450 ekstra per 1. juli, så det er en procent på et halvt år," siger Karsten Søndergaard. "Vi ender med at få to procent befolkningstilvækst i år. Vi oplever, at der er mange fra København, der flytter ud til os".

Læs også:
København vil øge anlægsramme trods mindre befolkningstilvækst

Den helt store udfordring for Egedal Kommune er ligesom mange andre kommuner på social- og handicapområdet.

"Vi har fået lavet en analyse på det område, og vi mangler omkring 30 millioner kroner for at kunne opretholde en anstændig service," fortæller Karsten Søndergaard.

Han forventer ikke, at budgettet for 2022 i Egedal Kommune bliver ændret efter KLs borgmestermøde torsdag morgen.

"Vi har lavet et budget, som matcher det her område".

Udviklingskommune kræver udviklingsinvesteringer

I Køge Kommune ser det ikke meget anderledes ud.

Borgmester Marie Stærke (S) fra Køge Kommune kan ikke huske det præcise beløb af overskridelse af servicerammen, men hun mener det er 5-10 mio. kr.

"Det skyldes, at vi er en udviklingskommune, vi har flere børn og ældre, og der er kommet flere til det specialiserede socialområde," fortæller hun.

Økonomichefen i Køge Kommune, Henrik Nielsen, oplyser i en mail til NB-Økonomi, "at budgetforliget i Køge Kommune ligger 10 mio. kr. over KL’s tekniske beregning af vores forholdsmæssige andel af den samlede serviceramme beregnet inkl. resultatet af årets økonomiaftale (de 0,51%)".

I budgetforslaget er anlægsniveauet også hævet:

"I budgetforslaget er der et anlægsniveau på 221 mio. kr. årligt i gennemsnit. Anlægsniveauet udgør 229 mio. kr. i 2022," står der i det nyeste budgetforslag for 2022.

Marie Stærke deltog ikke selv i borgmestermødet hos KL, selvom man i KL vil have besparelser på både service- og anlægsrammen, så man kollektivt kan undgå en sanktion. Men hun vil gerne udtale sig om sin holdning til eventuelle besparelser i budgettet for Køge:

“Vi vil ikke spare, men vi plejer at kunne finde løsninger uden de store problemer”.

Hun tilføjer, at de kunne have mulighed for at flytte nogle serviceudgifter til anlæg og ydermere udskyde noget anlæg, hvor det er muligt. Men egentlige besparelser er der ikke planer om i Køge.

Koster at investere

Flere yderkommuner mener, at det er de rige kommuner, der skal holde for, så de har muligheden for at hæve servicen, som NB-økonomi har skrevet om tidligere.

Men den køber de ikke helt i Vallensbæk Kommune.

“Vi prøver at ramme på servicerammen, men på anlæg er vi midt i at bygge en ny svømmehal, fordi vi slår to haller sammen for at optimere vores økonomi," fortæller Henrik Rasmussen (K), som er borgmester i Vallensbæk Kommune.

I Vallensbæk Kommune oplyser økonomidirektør Peter Werther Andersen, at servicerammen overskrides med ca. 4,5 mio. kr., som primært skyldes det specialiserede socialområde. Anlægsrammen overskrides med 46,8 mio. kr., som skyldes en etablering af en svømmehal.

Her henviser borgmesteren til, at det koster at investere, selvom det er for at spare penge på drift på den lange bane.

"Men vi er også udfordret på den det specialiserede serviceområde. Så vores budget er ikke walk in the park. Vi var nødt til at komme med en skattestigning," forklarer den konservative borgmester.

Henrik Rasmussen mener dog ikke, at det skal være en kamp mellem kommunerne, så han vil ikke sige noget kritisk om andre kommuner. Han mener, at det er regeringen, der har ansvaret her.

Selvom KL er kommet et stykke af vejen med at få nedbragt overskridelsen af servicerammen fra 625 mio. kr. til 452 og på anlæg fra 4,3 mia. kr. til 2,8, så er der stadigvæk lang vej endnu. Senest er det lykkes dem til mødet i dag (torsdag), at få det nedbragt en smule mere, så servicerammen er på omkring 350 mio. kr. i overskridelse, og anlægsrammen er på ca. 2,3 mia. kr. i overskridelse. Tallene er dog fortsat usikre.

De fleste borgmestre, som NB-økonomi har talt med, ønsker ikke en fælles sanktion, som også vil gå ud over kommunerne individuelt. Men de står stadigvæk stejlt på, at de ikke vil spare yderligere i lige netop deres budget for 2022.

Sidst opdateret: 16/09/2021 - 15:16

Temaer: Budgetter

Emner: Egedal Kommune, Køge Kommune, Vallensbæk Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]