Borgerne og politikerne i Københavns Kommune kan sove roligt, selvom kommunens jobcenter missede muligheden for at få en pæn del af kommunens 24.000 ledige ansat i 450 ledige rengøringsjob.

For selvom kommunen taber over 100.000 kroner for hver fuldtidsledig, der ikke kommer i job, så påvirker det stik imod hensigten hverken kommunens muligheder for at afholde service eller anlægsudgifter.

Netop det incitament var ellers afgørende, da Folketinget i 2015 gennemførte en stor refusionsreform. Den betød, at kommunerne fremover skulle betale 80 procent af udgiften til ledige efter 53 uger, og det skulle sikre et pres fra politikere og borgere, som hellere ville bruge pengene på service eller anlæg.

Men de selvsamme politikere gennemførte i 2020 en udligningsreform, som har den effekt, at koblingen mellem udgifter til forsørgelse og muligheden for at afholde service og anlægsudgifter er forsvundet. Nu vil ekstra udgifter til forsørgelse alene påvirke likviditeten - og her har Københavns Kommune pt. over 17 milliarder kroner stående.

"I mange kommuner er likviditeten ikke længere det store problem, og det tager presset af kommunerne for at reducere overførselsindkomsterne," siger projektchef Niels Jørgen Mau fra VIVE, der har fulgt den økonomiske styring af kommunerne siden midten af firserne.

Her er forklaringen

Forklaringen bag det svækkede incitament er lidt teknisk, og det er formentligt forklaringen på, at det aldrig indgik i drøftelserne af udligningsreformen.

Oprindeligt styrede staten kommunernes forbrug ved hjælp finansieringen og dermed likviditeten. Systemet var lidt forsimplet sagt indrettet sådan, at kommunernes indtægter set under et for alle 98 svarede til udgifterne til service, anlæg og overførsler.

For den enkelte kommune betød det - igen lidt forenklet sagt - at hvis man havde for store udgifter til overførselsindkomster, så fossede pengene ud af kommunekassen og derfor var man tvunget til at skære i service og anlæg. Ellers løb kassen helt enkelt tom.

Den regel gælder stadig i kommuner med en lav likviditet, men i et stigende antal kommuner med en meget høj likviditet er den kobling reelt forsvundet.

Systemet begyndte at skride, da man lappede udligningssystemet med ekstra likviditet

Systemet, med at finansiering og udgifter skulle balancere, begyndte at skride, da skiftende regeringer forsøgte at lappe huller i det kommunale udligningssystem ved at give især de fattige kommuner et ekstraordinært finansieringstilskud på ialt 3,5 milliarder kroner om året.

Det fik langsomt den effekt, at flere og flere kommuner fik så stor en likviditet, at hensynet til kassebeholdningen blev mindre presserende. Den udvikling fik for alvor fart, da VLAK-regeringen i 2018 begyndte at kompensere kommunerne med ialt 1,8 milliarder kroner ekstra om året på grund af nye fejl i udligningssystemet. (Ændrede data for udlændinges uddannelse og udgifter til ældres pleje).

Det var dog en udbredt opfattelse blandt kommunerne, at overfinaneringen ville stoppe den dag, politikerne blev enige om en udligningsreform, og derfor var der stadig et stort fokus på at reducerede udgifterne til overførselsindkomster.

Men for at få en udligningsreform med mange vindere og få tabere, så valgte partierne bag udligningsreformen permanent at overfinansiere kommuner med mere end seks milliarder kroner om året - og det er vel at mærke en overfinansiering, som kun kan ændres ved enighed mellem Socialdemokratiet og Venstre. Dermed var koblingen mellem likviditet og udgifter definitivt væk for alle de kommuner, som har en høj likviditet.

Og det betyder ifølge Niels Jørgen Mau, at incitamentet til at reducerede udgifterne dermed er svækket.

"For overførslerne er der ingen sanktioner, og det er der af mange gode grunde ingen, som taler om at indføre. Derfor er det stadig kun likviditeten, som styrer i forhold til at styre udgifterne til overførsler og selvfølgeligt et mere generelt ønske om at holde sit budget. Så derfor er incitamentet svækket, når en kommune har en meget god likviditet.".

Ingen debat om ændringen

Den såkaldte likviditetsstyring af kommunerne blev afskaffet uden den store debat, men ifølge Niels Jørgen Mau har det haft nogle konsekvenser, som man næppe havde tænkt igennem.

"Man har ligesom kastet likviditetsstyringsregimet væk, og det, man har sat i stedet, har ikke den samme effekt. Det er måske derfor at Finansministeriet i den seneste økonomiaftale har fået fokus på at nedbringe kommunernes likviditet gennem blandt andet afdrag af gæld, indbetaling af feriepenge og kravet om at kommunerne selv skal finansiere en milliard af anlægsrammen i 2022," siger han.

Ud fra de seneste års udvikling i likviditeten peger tallene på, at langt størstedelen af landets kommuner i de kommende år vil have så stor en likviditet, at den ikke er styrende for service- og anlægsudgifterne.

Undtagelsen vil være et mindre antal især yderkommuner, som på grund af stigende udgifter og stagnerende indtægter fortsat vil være så fattige, at en krone udbetalt i ekstra overførsler hurtigt vil medføre et pres for at spare på service og anlæg.