KL's krisemelding om behovet for reduktioner i kommunernes serviceudgifter i de foreløbige budgetter har formentligt sat stort set alle landets kommunale økonomiafdelinger i gang med at analysere udviklingen i kommunens serviceudgifter. Derudover har mange borgmestre formentligt også bedt om gode argumenter for, at netop hans eller hendes kommune ikke skal skære i de budgetter, som er meldt ind til KL.

NB-Økonomi bringer derfor i dag en række forskellige analyser af servicerammen. Udover at se på de faktiske serviceudgifter i forhold til udgiftsbehovet, så har vi set på udviklingen i servicerammerne fra 2014 til 2020. Når vi har valgt kun at se frem til 2020, så er det for at isolere diskussionen om det nye udligningssystem, der fylder meget i debatten mellem borgmestrene.

Og som du kan læse her på NB-Økonomi, så kan man finde støtte for næsten enhver kommunes interesser. Her er et udpluk af konklusionerne:

KL afviser at udarbejde analyser

En række borgmestre krævede på det stormombruste borgmestermøde i Middelfart torsdag, at KL kommer med nye beregninger for, hvor stor en serviceramme det er rimeligt, at de enkelte kommuner får.

Det afviste KL's formandskab ifølge NB-Økonomis oplysninger, og de mange forskellige konklusioner i NB-Økonomis analyser giver formentligt en god forklaring på den afvisning. For KL kan nå til en række vidt forskellige konklusioner afhængig af valget af analysemetode, og derfor vil KL ikke kunne skabe enighed, men blot bringe sig selv i konflikt med et stort antal kommuner.

Oprindeligt var det i høj grad Folketinget, som fastlagde rammerne for kommunernes serviceudgifter. Årsagen var den enkle, at kommunernes samlede indtægter stort set svarede til udgifterne, og derfor kunne Folketinget via det kommunale udligningssystem langt hen ad vejen styre kommunernes forbrug til anlæg og service.

Ved den nye udligningsreform smed Folketinget det ansvar fra sig og overlod det stort set alene til landets borgmestre at slås om fordelingen af service og anlægsrammer.