Alt peger på, at bølgerne kommer til at gå højt, når landets borgmestre i slutningen af september skal blive enige om, hvilke kommuner der skal skære i budgettet for at få den samlede service- og anlægsramme til at stemme med økonomiaftalen.

Lige nu er facit ifølge NB-Økonomis oplysninger, at kommunerne i deres første indmelding ligger 400 millioner kroner over på servicerammen og cirka fire milliarder over på anlæg.

Udfordringen for diskussionen er, at der er mindst tre forskellige metoder at afgøre, hvem der har en stor og en lille serviceramme.

NB-Økonomi gennemgår her de tre metoder.

KL's opgørelse er baseret på historik

Den mest kendte opgørelse er den, som KL sender ud, og som derfor har så stor vægt, at den ofte ganske enkelt omtales som "kommunens serviceramme".

Opgørelsen er meget enkelt baseret på kommunernes serviceramme i sidste års budget korrigeret for DUT-sager, pris- og lønregulering samt rene tekniske forhold. Tidligere fordelte KL også ændringen i servicerammen som følge af økonomiaftalen, men det gør man ikke mere. Derfor er der mange kommuner, som ud fra folketallet beregner deres andel af løftet i årets kommuneaftale på 1,4 milliarder. kroner.

KL's opgørelse viser dermed, om en kommune øger eller mindsker sin andel af servicerammen - men den tager hverken højde for ændringer i demografi eller socioøkonomi.

Samtidig tager opgørelsen ikke højde for, om en kommune kommer fra et lavt eller højt udgangspunkt, og de historiske forskelle i servicerammen hænger dermed ved i de kommende år.

Kommunale nøgletal giver kun gennemsnit

En anden metode er, at kommunerne ser på den gennemsnitlige serviceudgift pr. indbygger for at få et billede af, om kommunen ligger højt eller lavt.

Tallet tager dermed heller ikke højde for demografi eller socioøkonomi.

Udgift i forhold til udgiftsbehov

I et forsøg på at give et mere retvisende billede af kommunernes serviceudgifter har NB-Økonomi udviklet en metode, hvor vi sammenligner den enkelte kommunes faktiske serviceudgifter sammenlignet med den beregning af udgiftsbehov, som der er i den kommunale udligning.

Udgiftsbehovet i udligningssystemer indregner både service og anlægsudgifter samt overførsler. Vi har derfor genberegnet udgiftsbehovet, så vi kun medregner de konti, som er indregnet i servicebehovet.

Men så er der fire forskellige metoder afhængig af, om man indregner fuld demografisk dækning eller ej og i hvilket omfang man indregner den særlige udlændingeudligning og de faste kompensations- og særtilskud.

Her er gengivet et gennemsnit af de fire forskellige metoder, men du kan dels læse nedenstående artikler med flere detaljer eller se de detaljerede beregninger i NB-Data.

Metoden afslører, at der er store forskelle på kommunernes servicerammer sammenlignet med udgiftsbehovet. Men metoden har to vigtige forbehold:

Hver borgmester kan vælge sin egen metode

Når borgmestrene om godt en måneds tid skal igennem det afgørende slag om servicerammerne, så vil de enkelte borgmestre med stor sikkerhed vælge den metode, som viser, at kommunen har brug for at få opfyldt sine ønsker til servicerammen.

Derudover kan der eksempelvis krydres med en diskussion af, om en borger i Rudersdal, som i gennemsnit betaler omkring 85.000 kroner alene i kommuneskat forventer en bedre service end en borger i en yderkommune som Brønderslev, der i gennemsnit betaler under det halve.

Netop derfor ender processen med at være et miks mellem helt saglige analyser, gode argumenter og politik.

Det eneste der ikke kræver den store analyse er, at når KL's cheføkonom til sidst lægger tallene sammen i Excel-arket på lærredet i den store mødesal i KL-Huset - så skal tallene overholde den aftale, som kommunerne har indgået med regeringen.