
Kommunaldirektør i Sorø Søren Søndergaard Kjær står ifølge NB-Kommunes oplysninger til at blive politianmeldt. - Foto: LinkedIn
Byråd overvejer at politianmelde kommunaldirektør
Skal vi politianmelde kommunaldirektøren? Det spørgsmål skal kommunalbestyrelsen i Sorø diskutere i morgen, onsdag. Sorøs kommunaldirektør har ligesom den nu fyrede kommunaldirektør i Greve ikke haft styr på sine bilag, viser aktindsigt.
Udgivet: 24/08/2021
En sag med kommunaldirektør i Sorø Kommune Søren Søndergaard Kjær kommer under behandling i morgen, onsdag, i kommunalbestyrelsen. Byrådsmedlemmerne skal diskutere om Søren S. Kjær skal meldes til politiet. Dermed kan han havne i samme situation, som den nu fyrede og politianmeldte tidligere kommunaldirektør i Greve, Claus Thykjær.
Det skriver NB-Kommune.
Formelt set sagde Søren S. Kjær sin stilling op som kommunaldirektør i midtsjællandske Sorø Kommune tidligere på måneden. Begrundelsen lød, at "tiden er inde til at skifte spor og bruge mine kompetencer i den grønne omstilling." Men i virkeligheden ser det ud til, at der stikker noget andet under.
Ifølge NB-Kommunes aktindsigt har Søren S. Kjær haft rod i sine bilag for udgifter. For eksempel har han erkendt, at han i forbindelse med en konference i musikbyen Nashville, USA, i 2019 ikke havde afleveret fyldestgørende bilag. Eller som det står i Sorø Kommunes svar på en aktindsigt:
"Flere af bilagene er ikke håndteret fyldestgørende, og kommunaldirektøren har derfor besluttet at dække en række af udgifterne som private og ikke officielle udgifter."
Alt i alt har Søren S. Kjær set sig nødsaget til på baggrund af bilagsmanglerne at tilbagebetale 9.484 kr. til kommunekassen.
Afgørende møde på onsdag
Nu skal sagen vedrørende Søren S. Kjær behandles på Sorø kommunalbestyrelses møde i morgen, onsdag. Her er Søren S. Kjærs bilagsrod sat på dagsordenen som to lukkede personalesager ifølge NB-Kommune. Punkterne 663 og 664 på dagsordenen.
Borgmester i Sorø Gert Jørgensen (K) bekræfter over for NB-Kommune, at der er en personalesag på dagsordenen på onsdag. Men han kan på grund af sin tavshedspligt "ikke oplyse noget som helst."
Ifølge NB-Kommunes kilder har Søren S. Kjærs bilagsrod været diskuteret på et lukket Økonomiudvalgsmøde, som helt ekstraordinært fandt sted midt i den periode, hvor de fleste byrådspolitikere holder ferie: fredag 16. juli kl. 10.
NB-Kommune har forgæves forsøgt at få en kommentar fra hovedpersonen Søren S. Kjær.
I går, mandag, udsendte Sorø Kommune en pressemeddelelse. Heri siger borgmester Gert Jørgensen (K) om sagen vedrørende kommunaldirektøren:
"Det er en rigtig ærgerlig sag. Vi er meget kede af, at vi ser den type sag i Sorø Kommune. Vi har fokus på ordentlighed, at alle kender reglerne, og at de regler bliver fulgt."
"Sagen fører til, at vi må kigge på de regler og procedurer, vi har omkring de kreditkort, vi udsteder. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, at det samme kan ske igen."
Dokumentation
Uddrag fra svar på aktindsigt vedrørende Søren S. Kjærs deltagelse i en konference i Nashville i USA i oktober 2019
Sidst opdateret: 24/08/2021 - 13:48
Emner: Sorø Kommune, Forvaltning, Kommunaldirektør




































