Ny prognose: Befolkningsvæksten i og omkring de store byer fortsætter

Selvom især København og Aarhus har haft en lavere befolkningsvækst i det seneste år end man havde forventet, så er det stadig i og omkring de store byer, der vil være den største befolkningsfremgang frem mod 2030.

Udgivet: 20/05/2021

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Både jyder og sjællændere fortsætter ifølge ny befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik med at flytte østpå i de kommende år.

Befolkningsfremskrivningen skønner, at de største stigninger i folketallet vil ske i København og en række af dens omegnskommuner samt i en mindre gruppe af østjyske kommuner. Til gengæld vil yderkommunerne i stigende grad blive affolket.

Mønstret er dermed præcis det samme i Jylland som det er på Sjælland, hvor de mest vestlige og sydlige kommuner har de største skønnede fald i befolkningen. Derefter bliver det forventede fald stabiliseret jo længere man rykker mod øst, og længst mod øst i og omkring de store byer forventer man den største stigning i folketallet.

Dermed bliver debatten om centralisering, udflytning og Danmark i balance mere og mere aktuel i de kommende år, hvis man skal tro befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik.

I 2025 er det forventet, at folketallet i Københavns Kommune vil være steget med 4,7 procent. Samtidig vil folketallet i Lemvig og Lolland kommuner være faldet med henholdsvis 2,8 og 2,6 procent.

Tendensen forstærket i 2030

Ser man frem mod 2030 i stedet for 2025 er det samme overordnede geografiske tendens, med den forskel, at udviklingen forstærkes yderligere. Lidt overraskende er det ikke Købehavn og Aarhus, der har de største stigninger i folketallet, men derimod Rødovre og Skanderborg kommuner, som grænser op til de to store byer, der har den største udvikling.

I alt forventes folketallet at stige fra 2021 til 2030 med 12,2 procent i Rødovre Kommune og 11 procent i Skanderborg Kommune.

Omvendt forventes Lemvig Kommune at have et fald i folketallet på 5,3 procent, mens Lolland Kommune forventes at have et fald på 5,1 procent.

I alt vil vi ifølge fremskrivningen have rundet seks millioner danskere i 2030, og der forventes en samlet stigning på over 200.000 personer. En meget stor del af denne stigning vil skyldes en stigning i antallet af ældre borgere.

Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21

Emner: Demografi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]