
“Vi tror ikke nødvendigvis, at den mest fordelagtige løsning er at smøre midlerne ud i et tyndt lag fordelt på samtlige institutioner," siger Flemming Østergaard Hansen (S), byrådsmedlem og formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune. - Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix (arkiv)
Her griber man minimumsnormeringerne anderledes an
De fleste byråd fordeler penge til minimumsnormeringer helt lige baseret på institutionernes børnetal. Men i en lille håndfuld kommuner inddrager man børnenes baggrund i fordelingsnøglen. Se NB-Kommunes opgørelse over kommunernes modeller her.
Udgivet: 20/05/2021
I løbet af de kommende år vil kommunerne modtage flere hundrede millioner kroner om året, som skal gå til at hyre mere pædagogisk personale og indfase minimumsnormeringer i daginstitutionerne inden 2024. Og i langt størstedelen af kommunerne vil midlerne blive fordelt udelukkende baseret på antallet af børn i de enkelte institutioner. Det viser dokumenter fra landets kommuner, som NB-Kommune har fået aktindsigt i.
Selvom fordelingsnøglen kan variere, f.eks. i forhold til hvordan børnehave- og vuggestuebørn vægtes, har 70 ud af de 75 kommuner, som NB-Kommune har modtaget svar fra, dybest set valgt at fordele midlerne baseret på børnetal.
Men i mindst fem kommuner har man valgt at tænke ud af boksen. Det drejer sig blandt andre om Rødovre Kommune, hvor man har valgt at fordele nogle af midlerne baseret på sociale forhold. I en fordelingsnøgle, som af kommunen selv er blevet døbt 'Rødovre-modellen', har man besluttet, at 15 procent af pengene fra staten skal øremærkes til at hente flere pædagoger til institutioner med en overvægt af særligt udsatte børn.
Det forklarer Flemming Østergaard Hansen (S), byrådsmedlem og formand for Børne- og Skoleudvalget i Rødovre Kommune.
“Vi tror ikke nødvendigvis, at den mest fordelagtige løsning er at smøre midlerne ud i et tyndt lag fordelt på samtlige institutioner. Vi har jo nogle institutioner, hvor vi åbenlyst har nogle børn med lidt større udfordringer end andre. Og det er det, vi prøver at tilgodese med denne fordeling,” forklarer Flemming Østergaard Hansen.
Han regner med, at de øgede midler vil gavne både børn, forældre og pædagoger, da man som pædagog vil kunne arbejde med børnene i mindre grupper og samtidig vil have mulighed for at samarbejde mere med forældrene. Han håber, at det kan være med med til at udligne børnenes udgangspunkt her i livet.
“Jeg har da helt klart tiltro til, at denne fordeling kan være med til at styrke chanceligheden. Vi løfter de børn, der står med de største udfordringer, så forskellene mellem dem og de andre børn er mindre, når de begynder i skole,” siger han.
Flemming Østergaard Hansen er ikke overrasket over, at Rødovre Kommune nærmest står alene med sin fordelingsmodel. Der er blandt kommunerne en tendens til, at man holder fast i, at alle institutioner har ret til en lige stor del af kagen, påpeger han:
“Det letteste er jo at fordele ligeligt efter børnetal, og jeg tror, at man ved at træffe den beslutning undgår nogle politiske diskussioner. Men der siger vi, at vi godt tør tage et standpunkt og fordele midlerne efter, hvor de har den største effekt. Jeg ser det som et spørgsmål om politisk mod.”
Stevns øremærker penge til bedre integration
Rødovre Kommune står dog ikke alene med sit fokus på særligt udsatte børn. I kommunerne Furesø, Herlev og Randers har man ligeledes besluttet at fordele en del af midlerne med fokus på udsatte og sårbare børnefamilier.
I Stevns Kommune har man valgt at fokusere på et andet socialt parameter. Her skal 20 procent af normeringsmidlerne gå til at ansætte pædagoger i institutioner med en høj grad af børn med anden etnisk baggrund.
"Vi har valgt at lytte til de ansattes egne ønsker"
Den fordeling er foranlediget af pædagogernes egne ønsker. Det fortæller byrådsmedlem Janne Halvor Jensen (DF), der er konstitueret som formand for Udvalget for Børn, Unge og Læring.
“Det har været meget tidskrævende for pædagogerne at tage sig af de tosprogede børn. De har ikke følt, at de har kunnet udfylde deres rolle godt nok, og det er også gået ud over de øvrige børns trivsel. Derfor har det været et stort ønske om flere midler ude i institutionerne, som vi har lyttet til,” siger Janne Halvor Jensen.
Ifølge hende er tanken, at det øgede antal pædagoger skal hjælpe integrationen af både de tosprogede børn og deres forældre på vej. Der ligger nemlig også et stort arbejde for pædagogerne i at få formidlet den danske børnepasningskultur til de udenlandske forældre, forklarer Janne Halvor Jensen.
At Stevns som den eneste kommune har valgt at fordele en del af midlerne baseret på børnenes ophav i stedet for mere brede socioøkonomiske forhold, er dog ikke noget, som får Janne Halvor Jensen til at ryste på hånden.
“Vi har valgt at lytte til de ansattes egne ønsker. Det samme gjorde vi, da vi valgte at fordele nogle midler på skoleområdet ud fra socioøkonomiske forhold. Det handler om de udfordringer, som de ansatte ser derude i virkeligheden,” understreger Janne Halvor Jensen, der til daglig er skolelærer ved siden af sit arbejde i byrådet.
Sidst opdateret: 04/08/2021 - 09:21










































