
På ældreområdet havde kommunerne et stort merforbrug i corona-året 2020. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Se her, hvordan de største velfærdsområder afviger fra budgettet i 2020
Mens kommunerne har haft et merforbrug på over en milliard på ældreområdet, har de sparet knap 200 millioner på daginstitutionerne i 2020 i forhold til budget. På folkeskoleområdet er der et merforbrug på 300 millioner.
Udgivet: 15/03/2021
I det meget specielle corona-år 2020, har kommunerne haft store mer- og mindreforbrug på forskellige udgiftsposter, men på de største velfærdsområder har der ikke været voldsomt store afvigelser.
De foreløbige regnskabstal, som i dag er blevet offentliggjort af Danmarks Statistik, viser, at kommunerne under ét har sparet stort på serviceudgifter generelt, men besparelserne er ikke sket på de store velfærdsområder.
Tværtimod har kommunerne på både ældreplejen og folkeskolerne brugt flere penge, end man havde budgetteret med i 2020. I ældreplejen skyldes merforbruget sandsynligvis, at man har skullet ansætte mere personale til coronahåndtering, og at dødeligheden i store dele af året faktisk var mindre end forventet, og at der derfor ganske enkelt var flere ældre, end befolkningsprognoserne havde forudsagt.
På daginstitutionsområdet har kommunerne haft et mindreforbrug på 178,5 millioner kroner. Her er det særligt dagplejerne, hvor der har været et stort mindreforbrug, hvilket sandsynligvis skyldes længere perioder med hjemsendelser af børnene.
På både folkeskoleområdet og daginstitutionerne afviger regnskabsresultatet med under en procent, og afvigelserne er derfor indenfor normalen. Se alle afvigelserne i tabellen her.
Fakta - Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi for folkeskoleområdet, ældreområdet og daginstitutionsområdet hentet regnskabsdata for 2019 og budgetdata for 2020 fra Danmarks Statistiks BUDK32 og REGK31. Vi har også hentet de foreløbige årsregnskaber for 2019 og 2020 for hele landet fra REGK3E.
Data for folkeskoleområdet er udvalgt på baggrund af Den autoriserede kontoplans opgørelser i kapitel 3.3: Undervisning og kultur. Udgifter til folkeskoleområdet dækker over hovedfunktion 3.22. For analysen er følgende konti udeladt: 3.22.12 Efterskoler og ungdomskostskoler, 3.22.15 uddannelses- og erhvervsvejledning for unge under 25 år, 3.22.16 Specialpædagogisk bistand til folk i førskolealderen, 3.22. 17 Specialpædagogisk bistand til voksne og 3.22.18 idrætsfaciliteter for børn og unge. Alle andre funktioner på konto 3.22 er medregnet.
Data for daginstitutionsområdet er udvalgt på baggrund af Den autoriserede kontoplans opgørelser i kapitel 3.5.1 Dagtilbud til børn og unge. Udgifter til daginstitutionsområdet dækker over hovedfunktion 5.25. For analysen er følgende konti udeladt: 5.25.15 Fritidshjem, 5.25.16 Klubber og andre socialpædagogiske fritidstilbud og 5.25.17 Særlige dagtilbud og særlige klubber. Alle andre funktioner på konto 5.25 er medregnet.
Data for ældreområdet er udvalgt på baggrund af Den autoriserede kontoplans opgørelser i kapitel 3.5.3 Tilbud til ældre. Udgifter til ældreområdet dækker over hovedfunktion 5.30. Ingen funktioner er udeladt under dette område.
Data for budgettet for 2020 er pris/løn reguleret med 0,996, fordi PL blev nedjusteret med 0,4 procent, efter kommunerne havde lagt deres budgetter.
Afvigelsen fra budgettet for 2020 til det foreløbige årsregnskab for 2020 er udregnet for hver af de tre områder og opgjort i faktiske tal. Dernæst er den procentvise afvigelse for de tre områder også udregnet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Daginstitution, Skole, Ældrepleje







































