
Så meget kan boligkøberne spare ved at flytte udenfor de store byer
Selvom der er markante prisstigninger udenfor de store byer, så er kvadratmeterprisen på et hus i Frederiksberg Kommune stadig cirka fem gange så høj som i Faxe Kommune, en times kørsel derfra.
Udgivet: 09/02/2021
Selvom boligpriserne er begyndt at stige, så er der stadig store besparelser på boligen, jo længere væk fra de store byer man kommer.
Særligt rundt om Københavns Kommune viser kortet klart, at boligerne bliver billigere, jo længere væk fra byen man kommer. Også rundt om Aarhus Kommune er effekten tydelig.
Bevæger man sig op ad den Københavnske nordkyst, så falder kvadratmeterprisen med mellem fem og ti tusind kroner, hver gang man krydser en kommunegrænse. Samme effekt ses når man bevæger sig mod vest eller syd, omend prisfaldene mellem kommunerne er mindre.
Odense, Esbjerg og Aalborg Kommuner har også relativt høje boligpriser, men her smitter effekten ikke af på nabokommunerne. Rent geografisk er kommunerne da også væsentligt større end Københavns Kommune, og effekten på boligprisen af at være tæt på byen ser derfor ud til at holde sig indenfor kommunegrænsen.
København og omegn er klart dyrest
Landets dyreste kommune at købe hus i er Frederiksberg Kommune, der med en gennemsnitlig kvadratmeterpris i 2020 på 50.272 kroner, ligger over dobbelt så højt som Aarhus Kommune, og over tre gange så højt som Odense Kommune.
Kvadratmeterprisen på Frederiksberg svarer til, at et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter ville koste 7,5 millioner. I landets billigste kommune at købe hus i, Lolland Kommune, ville et tilsvarende hus koste 624 tusind kroner.
Derfor viser tallene også, at selvom boligpriserne er steget mærkbart i både Aarhus og Odense over de seneste ti år, så er der fortsat stor forskel på boligpriserne mellem København og resten af landet.
Faktisk skal man helt op til Helsingør Kommune, som er den billigste kommune langs Københavns nordkyst og næsten en times kørsel fra København, før man finder samme kvadratmeterpris som i Aarhus Kommune på godt 23 tusind kroner.
Se i kortet her, hvad kvadratmeterprisen er på en bolig i din kommune.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36









































