
- Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Analyse: Kommuner får samlet gevinst - men nogle vil føle sig snydt
Samlet kan landets borgmestre glæde sig over, at sundhedsministeren giver kommunerne 110 millioner i "kvajepenge". Men enkelte kommuner kan føle sig groft uretfærdigt behandlet.
Udgivet: 04/02/2021
Mens kommunerne samlet set kan glæde sig over at få 110 millioner kroner som kompensation for kaos i KMF-betalingen, så er beløbet næppe nok til at stille en række af de ramte kommuner tilfreds.
Det er lige nu det bedste bud på, hvordan det netop offentliggjorte aktstykke fra regeringen til efterregulering af KMF'en vil blive modtaget. Aktstykket blev officielt fremsendt for en uge siden, men ved en fejl i Folketinget var det blevet undtaget offentlig adgang, og den blev først hævet, da NB-Økonomi i dag rettede henvendelse til Finansudvalgets sekretariat.
For at forstå baggrunden for, hvordan kommunerne samlet set kan glæde sig, mens enkelte kommuner må ærgre sig, er man nød til at dykke ned i selve beregningen af den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet.
Ifølge loven skulle kommunernes foreløbige betaling af KMF i 2019 have været styret af deres forventede forbrug af sundhedsydelser fra regionerne.
Men kaos i data til at beregne kommunernes forventede forbrug betød, at VLAK-regeringen i 2019 valgte at opkræve KMF'en svarende til det beløb, som kommunerne havde lagt ind i budget 2019.
Set for kommunerne under et, var det helt ligegyldigt om man brugte den ene eller anden metode. Årsagen er, at ændringer i KMF-afregningen altid ender med samlet at gå i nul for kommunerne.
Men nu vælger ministeren at give en række kommuner et samlet beløb på 109,7 millioner kroner som et plaster på såret, og det betyder, at kommunerne samlet får det beløb ekstra.
Fordelingen af regningen kan være meget skæv
Men fordelingen af regningen mellem kommunerne kan sagtens ende med at blive meget skæv.
I de normale år har kommunerne i efteråret budgetteret en forventet betaling for det kommende år ind i budgettet. Det beløb er så blevet justeret, når staten ud fra sundhedsdata senere i foråret beregnede, hvor meget kommunerne skulle betale i forventet KMF.
I året efter blev den forventede KMF så justeret med de faktiske forbrug, og her blev der typisk flyttet mellem 300-600 millioner kroner mellem kommunerne.
Når man skal vurdere ministerens forslag om en efterregulering på blot 110 millioner kroner, så er der to parametre, som trækker hver sin vej.
På den side skal beløbet dække både afvigelserne mellem budgetterne og det forventede forbrug, og forskellen mellem det forventede forbrug og det faktisk forbrug.
På den anden side kompenserer staten kun kommunerne for den manglende efterregulering ud over tab på 1,5 procent. Hvis halvdelen af kommunerne har betalt for meget, så vil det i en grov udregning svare til cirka 168 millioner kroner (1,5 procent af halvdelen af den samlede betaling på 22,4 milliarder kroner.)
Dermed svarer den foreslåede kompensation altså til, at kommunerne skulle have haft tilbagebetalt cirka 278 millioner kroner, hvis alt var kørt efter de normale regler. Det er måske nok den lave ende af det normale, men heller ikke helt skævt.
Beregningen for den enkelte kommune er ikke kendt
Men selvom ministerens udregning gennemsnitligt ser ud til at ligge nogenlunde indenfor skiven, så er det ikke nogen garanti for, at resultatet for den enkelte kommuner er korrekt.
Medmindre det lykkes Venstre at tvinge ministeren til at give flere informationer, så vil offentligheden og kommunerne først få kendskab til skævhederne mellem kommunerne, når aktstykket er godkendt og ministeriet meddeler resultatet til kommunerne.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36









































