
Efterspørgslen på at få taget en coronatest stiger typisk, efter at der bliver meldt nye restriktioner ud. Ved flere testcentre har der mandag været timelange køer. (Arkivfoto). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgmestre vil have testproblemer løst
Blandt andet på den københavnske vestegn står borgere i kø i mange timer for at blive corona-testet. Borgmestre vil have øget testkapaciteten, så folk ikke opgiver at blive testet.
Udgivet: 07/12/2020
Sponseret af
Flere borgmestre på tværs af partier og kommuner i hovedstadsområdet råber nu op om at få bedre forhold ved testcentrene, efter at der de seneste dage er opstået meget lange køer af folk, der skal corona-testes.
De er alle enige om, der skal findes en løsning, så man kan få nedbragt køerne. Det skriver TV2 Lorry.
- Jeg kan godt forstå de nye restriktioner, fordi vi bliver nødt til at sige til de unge mennesker med store blokbogstaver, at vi bliver nødt til at stramme os an nu. Men det er afgørende også at gøre det nemmere at blive testet. Vi oplever et kæmpe pres på testkapaciteten, siger borgmesteren i Helsingør, Benedikte Kiær (K) til TV 2 Lorry.
- Jeg deler fuldstændig Benediktes holdning. Regionen skal være opmærksom på, at der har været meget lange køer ved de mobile teststeder. Vi skal undgå, at folk ikke bliver testet, fordi de regner med, at det er for besværligt, lyder det fra Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K) til TV 2 Lorry.
Mandag eftermiddag var der op til fire timers kø ved et mobilt testcenter i Gladsaxe, og det samme gjorde sig gældende i Brøndby. Ved Københavns Lufthavn i Kastrup var der ifølge mediet halvanden times ventetid, og det gjaldt også for dem, der allerede havde bestilt tid. Og på Nørrebro krydsede en kø tre gadehjørner.
- Det er et problem, at der er så lang kø. Jeg ved, at nogle borgere ikke gider de lange køer, og det er en stor udfordring, for vi risikerer, at de så vælger det at blive testet helt fra, siger Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe til TV 2 Lorry.
Det er ikke kun ved de mobile testcentre, at der opstår lange køer. I Ballerup meddeler borgmester Jesper Würtzen (S), at det også er et problem ved deres faste testcenter.
- I går var der nogen, der stod i kø i halvanden time, og da det så blev deres tur, kom de ikke til, fordi det var lukketid. Det må kunne prioriteres at finde løse problemet med de lange køer, siger Jesper Würtzen.
Regionsrådsformand erkender problemet
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) erkender, at der er lange køer ved nogle teststeder, og hun siger, at hun også synes, at det er vigtigt at prioritere, at flere bliver testet.
Regionen skal allerede i morgen holde et møde med Helsingør Kommune om, hvordan man løse udfordringerne dér.
Men det er ikke helt simpelt, lyder meldingen:
- Vores testkapacitet er afhængig af, hvor mange test Statens Serum Institut og vores egne laboratorier kan nå at analysere. Derfor må vi prioritere, og lige nu prioriterer vi de unge, der skal testes inden 18. december. Derfor er vi massivt til stede på uddannelsesstederne, siger regionsrådsformanden til TV 2 Lorry.
- Vi arbejder på, at vi derefter kan hæve testkapacitetet med 10.000, så vi kan teste 40.000 om dagen i regionen, og dermed vil der forhåbentlig også blive kortere ventetid ved teststederne, fortsætter hun.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34










































