
Finansminister Nicolai Wammen (S), forklarede på et pressemøde torsdag, at statslige arbejdspladser fremover skal have to kødfrie dage om ugen. Kommunerne, som på pressemødet var repræsenteret af KL-formand, Jacob Bundsgaard (S), opfordres til det samme, men der medfølger ikke samme krav. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Kødfrie dage kan være på vej til kommunerne
To af ugens dage skal der ifølge finansminister, Nicolai Wammen (S), være vegetarretter på menuen på de statslige arbejdspladser. Dermed er der i kommunerne lagt op til diskussion om, om det også skal gælde på deres arbejdspladser.
Udgivet: 29/10/2020
Regeringen, Danske Regioner og KL præsenterede ved et pressemøde torsdag en ny strategi for offentlige grønne indkøb, som blandt andet inkluderer, at der i kantinen på statslige arbejdspladser skal være to kødfrie dage om ugen.
Den vegetariske kantineordning gælder i første omgang ikke på kommunale arbejdspladser, men der blev under pressemødet flere gange lagt op til, at man gerne så mindre kød i de kommunale kantiner.
Dermed kan kommunerne nu gå i gang med at diskutere, om de kødfrie dage er noget, man bør se på i kantineordningerne rundt omkring på kommunernes arbejdspladser.
SF's klimaordfører, Signe Munk, har da også allerede i et interview med Ritzau foreslået, at ordningen skal omfatte alle offentlige arbejdspladser, og dermed ikke kun statens kantiner. Hun mener også, at man generelt bør nedbringe indtaget af kød i alle offentlige institutioner.
I et kolorit indslag på pressemødet blev finansminister, Nicolai Wammen (S), selv spurgt, hvad han ville have at spise på de to kødfrie dage. Det kunne han ikke umiddelbart svare på, men sagde med et glimt i øjet, at han var glad for, at det ikke er finansministerens opgave at fastsætte menuen i de statslige kantiner.
Udover de to vegetariske dage om ugen, blev der på pressemødet præsenteret forslag om obligatoriske indkøb af miljømærkede produkter, emissionsfri køretøjsflåde i 2030 og større fokus på bæredygtige krav i de offentlige udbud.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33
Temaer: Klima
Emner: Indkøb







































