
Finansminister Nicolai Wammen (S) har allerede givet så dyre velfærdsløfter, at en meget stor del af det faldende råderum er brugt. Det efterlader et meget lille rum til nye velfærdskrav om mindstenormeringer. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Mindre økonomisk råderum begrænser muligheder for mere velfærd
Regeringen har allerede brugt det meste af råderummet, og derfor er der meget begrænsede muligheder for stribe af velfærdskrav til mindstenormeringer og meget andet.
Udgivet: 31/08/2020
Det økonomiske råderum frem til 2025 er skrumpet med 6,25 milliarder kroner, så der nu kun er 19,5 milliarder kroner til nyt offentligt forbrug - og fraregner man indkøb af nye kampfly er der blot 17,4 milliarder tilbage.
Men regeringen har allerede brugt de fleste af pengene - helt præcist 11 milliarder kroner - ved at fastholde løftet om kompensation for den demografiske vækst i hele den offentlige sektor. Derudover vil der gå 2,4 milliarder, som regeringen har afsat til tidlig pension.
Regeringens meget store velfærdsløfter betyder, at der ikke er mange penge til yderligere nye velfærdsforbedringer forstået som mere velfærd til den enkelte ældre eller det enkelte barn. Finansminister Nicolaj Wammen sendte derfor et klart signal til de øvrige politiske partier om, at der skal prioriteres med skarpt i ønsker om øget velfærd, flere penge til grøn omstilling og meget andet i de kommende år.
"Det er ikke et råderum der giver mulighed for, at vi hverken kan love eller levere guld og grønne skove, og det kommer vi heller ikke til. Men det er nok til at vi kan sætte en ny retning for Danmark, og det er også nok til, at vi kan sørge for at når der heldigvis kommer flere børn og ældre i de kommende år, så vil pengene følge med," sagde finansministeren ved fremlæggelsen af dagens finanslov.
Mens det i et historisk perspektiv er bemærkelsesværdigt, at regeringen trods den økonomiske krise fastholder det meget dyre løfte om dækning for demografi, så er både en række partier og fagforeninger ude at kritisere, at regeringen kun har afsat en forhandlingsreserve på 1,5 milliarder kroner til alle partienernes ønsker om blandt andet velfærd og klima.
Blandt andet hos fagbevægelsen FOA så man gerne, at dette beløb blev hævet:
"Som jeg ser det, er der tværtimod brug for at bruge coronaen som en anledning til at rette op på velfærden. Ikke bare i form af penge til nye tiltag for både børn og ældre. Men som en langt bredere genopretning. Brug dog nogle penge på komme hurtigere i gang med minimumsnormeringerne på dagtilbuddene. Afsæt allerede nu flere penge til at kunne give en bedre og mere værdig ældreomsorg, når der i det kommende år kommer mange flere ældre. Brug penge på at lære af de gode erfaringer med bedre hygiejnisk rengøring og mindre smitte, uanset om det er corona på plejehjemmet, eller bakterier og vira i vuggestuen," siger Mona Striib fra FOA.
Partiernes krav er lang
Nicolai Wammen sendte et klart signal om mådehold til især støttepartierne, som har haft travlt med komme med en række dyre velfærdskrav ud over regeringens forslag om at bruge 150 millioner i 2021 stigende til 500 mio. kroner årligt på udsatte børn, 100 millioner kroner i 2021 til en række andre sociale områder samt ikke mindst 200 millioner kroner om året til ældreområdet.
SF har tidligere krævet 750 millioner til oprydning af de store generationsforureninger, et uklart trecifret millionbeløb til at klasseloft på 24 i folkeskolen og en halv milliard kroner ekstra til ældreplejen på finansloven. Så sent som i går kom et krav om ekstra 200 millioner til fremrykning af indfasningen af mindste normeringer på dagpasningsområdet.
Enhedslisten har varslet et omfattende katalog af forbedringsforslag, og de radikale har især klaget over, at der mangler bevillinger til klimadelen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31









































