Når kommunerne over de næste par måneder skal blive enige om, hvor stor en andel de hver især skal have af servicerammen for 2021, vil nogen være længere fremme i køen end andre.

Der er nemlig stor forskel på, hvor meget kommunerne har fået af servicerammen over de seneste fire år. Typisk har der ikke været voldsom kamp om servicerammen, fordi mange kommuner ganske enkelt ikke engang har haft råd til at hæve servicen mere end den tekniske ramme har tilladt dem.

Det kan meget vel se anderledes ud i år, fordi de fattige kommuner, der tidligere har været vant til at skulle spare på servicen, har fået en betydelige ekstra finansiering med udligningsreformen. Omvendt vil flere af kommunerne med de største tab på udligningsreformen enten hæve skatten eller bruge af kassebeholdningen for at opretholde deres service.

Derfor kan der blive hård kamp om, hvor meget hver kommune kan få lov til at bruge af de 1,5 milliarder, kommunerne under et har fået lov til at hæve serviceudgifterne med.

Der er ikke en fast standard for, hvordan man kan måle, om en kommune har fået en større eller mindre del af servicerammen. NB-Økonomi har derfor analyseret to af de mest oplagte metoder, som imidlertid begge har vigtige forbehold, og derfor giver forskellige resultater.

Assens, Kolding, Rebild og Mariagerfjord har haft laveste vækst

Hvis man alene ser på udviklingen i serviceudgifter pr. indbygger fra 2017 til 2020 kan kommuner som Assens, Kolding, Rebild og Mariagerfjord pege på, at de er blandt kommunerne med den laveste vækst i serviceudgifterne siden 2017.

Omvendt vil Lolland, Lemvig og Morsø håbe på, at det ikke bliver fordelingskriteriet, da de har haft nogle af de højeste stigninger på serviceudgifterne.

Sådan ser Danmarkskortet ud, når man kigger isoleret på stigningen i serviceudgifterne:

Problemet med blot at se på udviklingen i serviceudgifter per indbygger er, at de ikke siger noget om, hvor der har været mest behov for at hæve servicen, da det tal ikke afspejler udviklingen i sociale og demografiske udfordringer.

Andet billede hvis man ser på udgiftsbehovene

Derfor kan man i stedet se på udviklingen i serviceudgifterne relativt til udviklingen i kommunernes udgiftsbehov ifølge udligningen. Her er kommunernes udgiftsbehov opgjort som summen af de aldersbestemte udgiftsbehov og de socioøkonomiske udgiftsbehov.

Her indgår også udgifter til overførselsindkomster, men fordi de ikke er en del af serviceudgifterne, og dermed heller ikke servicerammen, må har vi trukket overførselsudgifterne fra, for at få det mest retvisende billede.

Sammenligner man de to udviklinger, ser billedet således ud:

Sætter man kommunerne op på et spredningsdiagram med de to udviklinger på hver deres akse, får man følgende billede:

Her ser Svendborg, Gribskov, Norddjurs og Kolding ud til at have fået den relativt mindste andel af servicerammen siden 2017 i forhold til det behov der har været for øget service.

Omvendt har kommuner som Favrskov, Lyngby-Taarbæk og Ringkøbing Skjern fået en støre vækst i serviceramme, end hvad de ifølge de tildelte udgiftsbehov har haft brug for.

To vigtige forbehold

For denne opgørelsesmetode er der to vigtige forbehold. Først og fremmest skal man tro på, at udligningssystemet retfærdigt opfanger kommunernes udgiftsbehov på de aldersbestemte og socioøkonomiske kriterier. Godt nok er der tale om en udvikling, men der kan være udviklinger, som ikke opfanges i den opgørelse.

Det andet forbehold er, at nogen kommuner er faldet ind eller ud af kriteriet om faldende folketal, hvilket har flyttet drastisk på deres opgjorte udgiftsbehov. Derfor er der for de kommuner store usikkerheder forbundet med udviklingen i udgiftsbehovet, fordi de er hoppet voldsomt op og ned fra år til år, selvom deres egentlige udgiftsbehov har været uændret.

Hvis en kommune som eksempelvis Vordingborg eller mange af de fynske kommuner er røget ud af kriteriet, så vil den her opgørelsesmetode give et billede af, at kommunen har fået en større vækst i servicerammen i forhold til behov end der reelt er tale om - er man omvendt som Norddjurs kommet ind i ordningen, så er effekten den modsatte.

Det samme gælder for en række andre skævheder i udligningssystemet.

Fordelingen af servicerammen vil formentligt blive endeligt afgjort ved det såkaldte borgmestermøde i starten af oktober, hvor kommunerne blandt andet skal blive enige om, hvor meget de hver kan hæve servicen med i 2021.