
Social- og indenrigsminister Astrid Krag afviser at give Folketinget indsigt i effekten af udligningsreformen, når man sammenligner den udligning kommunerne rent faktisk får i 2020 med den udligning de ville have fået med de nye regler. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Minister afviser at give folketinget tal for ændring i kommuners udligning
Hemmelighedskræmmeriet om den reelle effekt af udligningsreform fortsætter. Minister afviser at give Folketinget indsigt i effekt af reform uden regeringens korrektioner.
Udgivet: 27/05/2020
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) afviser at give Folketinget oplysninger om, hvordan de enkelte kommuners udligning og tilskud ville være med det nye udligningssytem sammenlignet med det, som kommunerne rent faktisk modtog i 2020.
"Det vurderes samlet ikke muligt på en meningsfuld måde, at opstille en samlet beregning af tilskud i 2020 med det aftalte tilskuds- og udligningssystem," hedder det i svaret til kommunalordfører Jette Gottlieb fra Enhedslisten.
Svaret er bemærkelsesværdigt af flere grunde. Først og fremmest fordi ministeriet dermed afviser at give Folketinget indsigt i effekten af den nye udligningsreform uden den række af korrektioner, som ministeriet har fået meget kritik for, at den holdt skjult, i de første to uger efter regeringen havde offentliggjort sit udspil til en udligningsreform.
Samtidig er det netop det tal, som stort set alle kommuner efterspørger og forsøger at regne sig frem til.
En central sætning i svaret er, at embedsmændene skriver, at det "vurderes samlet ikke muligt på en meningsfuld måde at opstille en samlet beregning af tilskud i 2020 med det aftalte tilskud- og udligningssystem".
Svaret dækker med stor sikkerhed over, at embedsmændene godt kunne regne tallene ud, men blot ikke på en måde, som regeringen opfatter som meningsfuld. Det understreges af det forhold, at embedsmændene i svaret oplyser, at man har regnet tallet ud inklusive en række korrektioner, som ifølge regeringen giver et mere retvisende billede af reformen.
Tallet har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri
Den faktiske udvikling i kommunernes udligning har gennem hele forløbet med udligningsreformen været omgærdet med stort hemmelighedskræmmeri.
Først troede alle, at regeringen ved præsentationen af reformudspillet havde offentliggjort effekten af udligningsreformen i en tabel, som ifølge teksten angav " virkning af samlet forslag til udligningsreform i forhold til i dag".
To uger senere efter tabellen var blevet massivt omtalt i medierne fremgik det pludseligt af en passus på sidste side i et svar til partierne, at der var foretaget en række korrektioner i tabellen. Efter NB-Økonomi kunne afdække, at de pågældende korrektioner havde ændret tallene for en række kommuner med tocifrede millionbeløb beklagede ministeren, at korrektionerne ikke havde fremgået af tabellen.
Kommuner får 2021-tallene sidst i juni
Det fortsatte hemmelighedskræmmeri betyder, at kommunerne må vente til slutningen af juni med at få et mere klart billede at den reelle effekt af udligningsreformen. Her offentliggøres tilskud og udligning.
Men kommunerne vil muligvis aldrig få et klart billede af reformens effekt uden regeringens korrektioner, idet forudsætningerne for tallene ændres på grund af nye opdaterede data.
"Det skal også bemærkes, at datagrundlaget for beregningen af tilskud og udligning vil
blive opdateret til brug for udmeldingen af tilskud og udligning for 2021, som vil ske
seneste 1. juli 2020," hedder det i svaret.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:28









































