
Venstre afviser et hurtigt udligningsforlig, hvor der blot justeres på enkelte puljer, siger Venstres politiske ordfører Sophie Løhde. - Foto: 20191007-153221-L-2003x1000we
Venstre kræver ændringer i kernen af udligningsudspil
Venstre afviser at indgå aftale om udligning, hvis der blot ændres lidt på puljerne. Partiet kræver ændringer i centrale dele af regeringens udspil.
Udgivet: 27/04/2020
Venstres politiske ordfører Sophie Løhde gør det - inden genåbningen af forhandlingerne om kommunal udligning - klart, at partiet kræver ændringer i centrale dele af regeringens forslag til et nyt udligningssystem.
"Hvis Nicolai Wammen tror, at det her kan løses på fem minutter ved at ændre lidt på nogle puljer og andre småting, så tager han fejl. Uanset om vi har corona-krise eller ej, så er Venstre optaget af indholdet."
"Vi skal ind i selve maskinen og se på udgiftsbehovsudligning, udligning af beskatningsgrundlaget, vægtningen mellem det sociale og demografiske udgiftsbehov, de socioøkonomiske kriterier og alle de andre væsentlige spørgsmål," siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, til NB-Økonomi.
Venstres udmelding er interessant, fordi Venstre dermed på forhånd udelukker en hurtig aftale, hvor regeringen blot ændrer på nogle af puljerne, kompensationsordningerne og måske lidt på selskabsskatteudligningen.
Forhandlingerne er under stort tidspres, fordi regeringen ifølge et brev fra statsministeren til Folketingets udvalg for forretningsordenen forventer at fremsætte lovforslag om kommunal udligning allerede i første halvdel af maj.
Men Sophie Løhde påpeger, at det ifølge Venstres opfattelse alene er regeringens ansvar, at tidsplanen nu er presset.
"Vi har intet hørt fra regeringen i ugevis, efter Astrid Krag sagde til NB-Økonomi, at regeringen ville fortsætte udligningsforhandlingerne. Venstre vil hellere end gerne forhandle, men uanset om der er corona eller ej, så skal det være ordentlige forhandlinger," siger hun.
Sophie Løhde vil ikke give et bud på, hvor lang tid det vil tage at nå en aftale, for "det afhænger af, hvor højt regeringen prioriterer det." Men pointerer at Venstre mener, det er realistisk at lande aftale og lovgivning inden sommerferien, hvis S-regeringen “prioriterer tid og kræfter på reelle forhandlinger”.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27









































